MODELLERNE I ORLOGSMUSEETS

MODELSAMLING

( oprindelse, afstamning, herkomst  )

 

Oversigt til afklaring af proveniensen på en række ældre og nyere modeller i Orlogsmuseets modelsamling m.m.

 

2. reviderede udgave, okt. 2023

 

Indholdsfortegnelse

 

Forord

  I

 II

 III

 IV

 V

 VI

VII

Forord

Indledende bemærkninger

Modeller markeret på museets liste

Øvrige modeller eller genstande med en på museets liste fejlagtig eller ufuldstændig proveniens, - samt modeller hvorom museet efterfølgende har ønsket oplysninger. 

 

Modeller uden for museets resort, der ikke ses nævnt i museets liste        

 

Oversigt over helt eller delvis færdige modeller udført af laugets medlemmer beregnet til Orlogsmuseet.

 

Oversigt over skiltningen af de af lauget byggede og udstillede modeller.    

 

Anvendt dokumentationsmateriale 

 

  

 

                                                                                                               Forord

 

Efter aftale og ønske fra museumsinspektør, curator, Jørgen Walseth, Nationalmuseet, (Krigsmuseet), har Poul H. Beck, Orlogsmuseets Modelbyggerlaug, udarbejdet denne oversigt til afklaring af proveniensen på en række ældre og nyere modeller i Krigsmuseets modelsamling markeret på en af Jørgen Walseth udarbejdet liste.

 

Arbejdet har, så vidt det har været muligt, også givet anledning til at belyse forholdene omkring en række af modelsamlingens modeller, der mere eller mindre permanent, - i de fleste tilfælde udokumenteret og glemt, - i en årrække har været udlånt/placeret ved flere af forsvarets institutioner. Et problem der især udviklede sig i den for modelsamlingen vanskelige og nærmest kaotiske periode fra 1940`erne til etableringen af et egentligt Orlogsmuseum på Christianshavn i slutningen af 1980`erne. En periode med dårlige opbevaringsforhold, utilstrækkelig vedligeholdelse, dårlig økonomi og beskeden interesse for samlingens historiske betydning.

 

Oversigten indeholder endvidere en gentagelse af en mindre del af laugets notater fra 2012 og 2016 med forslag og påpegede fejl og mangler i skiltningen ved en række af de udstillede modeller. Fejl og mangler som i første omgang blev bemærket i forbindelse med fornyelsen af skiltningen omkring 2010 på Orlogsmuseet på Christianshavn, - men desværre gentaget i den skiltning m.m., der blev udarbejdet i 2016 i forbindelse med flytning og nyopstilling i Tøjhuset. Beklageligvis uden hensyn til de i notaterne påpegede fejl og mangler, ligesom museet heller ikke fandt anledning til bemærkninger eller kvittering for det fremsendte materiale.

 

 

Poul H. Beck,

Orlogsmuseets Modelbyggerlaug.

Greve, oktober 2023.

 

 

 

I

 

Indledende bemærkninger

 

En fyldestgørende proveniens omfatter redegørelse for hvor og hvornår genstanden er fremstillet, og hvem der siden har ejet og brugt den således, at man kan følge genstandens historie frem til hjemtagningen. Hvis der er tale om flere ejere/brugere, anføres både deres indbyrdes relation og gerne det tidsrum, de hver især har haft genstanden.

 

Modellernes ejendoms- og tilhørsforhold.

I omtalen og beskrivelsen af de enkelte modellers og genstandes proveniens skal det bemærkes, at de ofte meget omskiftelige placeringer af modellerne/genstandene gennem tiderne ikke under nogen omstændigheder er udtryk for fastlæggelse eller ændring af deres ejer- og tilhørsforhold, - heller ikke i nyere tid. Idet der hverken med evakueringen i 1940 til Frederiksborg Slot eller etableringen af Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke 1958; den midlertidige placering på Søværnets ejendom Quintus Lynette i 1970`erne og 1980`erne; museets udstilling på Valdemar Slot i samme periode; museets placering i Søkvæsthuset 1989 – 2016, og med den nuværende placering i Tøjhuset; - de sidste to lokaliteter tilknyttet Tøjhusmuseet 2003 – 2012 og fra 2012 Nationalmuseet; - ikke på noget tidspunkt ses foretaget en juridisk dokumenteret og bindende overdragelse til anden side af Flådens/Søværnets historisk betingede ejendomsret til modelsamlingens modeller og genstande.

 

Om de skildrede skibes dimensioner, herunder beregning af deplacement.

Skibenes dimensioner, er i det meget forskelligartede kildemateriale, i hvert fald for de fleste modellers vedkommende fra før indførslen af metersystemet i 1909/12, angivet dels i danske tommer (313,9 mm) og i et enkelt tilfælde engelske tommer (304,8 mm), - og med hensyn til deplacement frem til 1867 angivet i læster (1,92 m3 havvand a 1,025 g/cm3), og herefter til 1950 angivet som engelske tons (a 1016 kg); - og efter 1950 normalt som metriske tons.

I nærværende oversigt er der derfor af hensyn til overskueligheden og muligheden for at forstå de størrelsesmæssige forhold mellem de skildrede skibe, foretaget omregning af langt de fleste af de mange oplyste data til metermål.

Herudover, er der med hensyn til deplacement, i de tilfælde, hvor der alene er oplyst mål på længde, bredde og dybgang, anvendt den af den svenske 1700-tals skibs-konstruktør Henrik af Chapmann udviklede beregningsformel: LxBxDx1.025 x skønnet fyldighedskvotient, - der for skibe frem til slutningen af 1800-tallet normalt lå på mellem 0.45 – 0.55, - mens et nutidigt orlogsskib (fregat) typisk har en fyldighedskvotient på omkring 0.25.

 

 

 

II

 

 

 Modeller markeret på museets liste

 

 

5 Skibsmodel, - 1670, - Museets ældste model af et rigget orlogsskib, - OMU 031

Modellen er tidligere identificeret af orlogskaptajn P. Holck i hans store afhandling fra 1939 om modelsamlingen og af kommandørkaptajn R. Steen Steensen i hans bog ORLOGSMUSEET fra 1961, som værende en samtidig model af orlogsskibet ANNA SOPHIA på 68 kanoner, 1669 – 1716, bygget af skibsbygmester Mathias Hermansen, mens modellen antagelig er udført i 1670 af Johan van Harlingen som gave til kongehuset, og dermed modelsamlingens ældste model. På grund af modellens forholdsvis smalle skrog, der klart afviger fra det for datidens store orlogsskibes normale forhold mellem bredde og længde på 1:4, - er modellen som nævnt af Steensen, formentlig bygget eller anvendt som kirkeskib, - og skal i sin tid efter en ubekræftet tradition have været ophængt i Holmens kirke. Modellen indgik først i samlingen efter den store brand i 1795, der som bekendt udbrød på Gammelholm, og bl.a. voldte stor og uoprettelig skade på den der placerede modelsamling.

 Gennem ikonografisk forskning (modellens agterspejl og galion) har såvel Niels Probst som H.C. Bjerg imidlertid udtrykt berettiget tvivl om, hvorvidt det kan være en model af ANNA SOPHIA, - men mere korrekt en model af et tidstypisk stort dansk orlogsskib fra omkring 1660`erne. Det afgjort mest interessante på modellen er den originale og utrolig velbevarede rigning med hørsejl og de fineste detaljer, der bl.a. har udgjort et uforligneligt og afgørende grundlag for Niels Probsts omfattende rekonstruktionsarbejde som grundlag for modellerne fra 1990`erne af orlogsskibene FIDES og GYLDENLØVE. Modellens skala kendes ikke. Et troværdigt skalaforhold vil dog kunne fastlægges ud fra modellens hovedmål og længde i vandlinjen.

 I sin afhandling har Holck angivet følgende mål på ANNA SOPHIA: længde over stævn: 122 fod og 3 tom., bredde på batteridækket 35 fod og 6 tom., dybgang for og agter: 16 og 18 fod.

 

 

6 Skibsmodel, - 1735, - Det britiske orlogsskib RUSSELL, skala 1:42, - OMU 033

Modellens proveniens er omstridt.

Orlogskaptajn P. Holck, fra 1945 kommitteret for Modelsamlingen, betegnede den i 1939 i sin omfattende afhandling om modelsamlingen, som en model af et projekt til et 90 kanoners skib, der uvist af hvilken grund har fået navnet RUSSEL, selvom den rettelig, som han pointerede, var en model, der skildrer den daværende franskfødte fabrikmester Barbès unavngivne projekt til en dansk tredækker, indleveret i 1741.

Holck beskriver den som en overordentlig fint udført model bygget i to dele, indrettet til at skyde fra hinanden, så gennemsnit og aptering, som er efter fransk mønster, kan ses i alle enkeltheder. De to halvdele er ikke ganske symmetriske, men fremstiller hver sit skib, hvoraf det ene er bygget med den almindelige langskibs garnering, det andet med ”oblique garnering”, ligesom der er en betydelig forskel i bundstokkenes rejsning.

Modellen, der er udført i skala 1:42, svarer til en tredækker af følgende dimensioner, opmålt af Holck i danske fod:

Længde: 172 fod, bredde: henholdsvis 47 fod og 6 tom. og 46 fod og 7 tom. Dybgående agter: 21 fod, og for: 19 fod og 8 tom. Deplacement: ca. 1413 læster (2713 metriske tons)

Den anden formodning; at det skulle være en model af det britiske orlogsskib RUSSEL, rejser nødvendigvis spørgsmålet om hvordan, hvornår og hvorledes denne originale og utvivlsom samtidige model er blevet bragt til Danmark. Modellen er i øvrigt i sin form og detaljering en unik sjældenhed, hvoraf der på de store og betydningsfulde, marinemuseer i England, Holland, Frankrig, Sverige, kun findes ganske få af denne form for model, der kan adskilles og meget detaljeret viser skibets indretning og konstruktion.

 Det er i den sammenhæng en kendsgerning, at der i samme periode i Royal Navy fandtes et tredækket linjeskib HMS RUSSELL, søsat 16.4.1735 fra Deptford Dockyard, der selvom skibet var en tredækker, var klassificeret som Third Rate på grund af dets armering på kun 80 kanoner, og derfor størrelsesmæssig kunne have en særlig interesse for den danske flåde, og dermed kunne have været en inspiration for Barbès.

 De kendte dimensioner på dette skib var følgende: Længden 158 eng. fod på gundæk (nederste dæk), Bredde 44,6 eng. fod. Armeringen bestod af 26 stk. 32 p. kanoner, 26 stk. 12 p. kanoner og 28 stk. 6 p. kanoner. Skibet blev i øvrigt udfaset og sænket som bølgebryder ved Sheerness den 10.1.1762.

 De oplyste mål viser en klar forskel mellem de to muligheder, som ikke bliver mindre markant i betragtning af forskellen mellem en dansk fod på 313,9 mm og en eng. fod på 304,8 mm, hvilket yderligere taler for, at Holcks vurdering er korrekt, og at der dermed er tale om en model bygget af Holmens modelværksted til brug for/ved præsentationen af Barbès projekt til en tredækker i 1741.

 

 

7 Skibsmodel, - 1925, - Tredækkeren SOPHIA AMALIE, skala 1:30, - OMU 032

 Modellen er en af modelsamlingens pragtstykker, - Danmarks første tredækker, orlogsskibet SOPHIA AMALIA 1650 – 87, bygget på Bygdøy i Oslofjorden. Som model i skala 1:30 er den rettelig udført på Holmens modelværksted 1947 – 56 af modelbyggemester (modellerer) Erik Werge, der fra sin oplæring i 1920 arbejdede på modelværkstedet, - fra 1942 som mester og modellerer til han som 70 årig gik på pension i 1974.

 Modellen er udført på grundlag af den af orlogshistorikeren, orlogskaptajn Preben Holck, Kommitteret ved Holmens historiske Modelsamling 1945 – 52, - udarbejdede rekonstruktion. Dels på basis af et samtidig detaljeret maleri på Gavnø Slot og dels studier af de i RA bevarede regnskaber, certer m.m. (specifikationer) fra skibets bygning og sit eget indgående kendskab til datidens skibe.

 Det eksisterende materiale tyder iflg. Holck på, at Christian IV har udfærdiget en form for skitser til skibet. Hvilket navn, kongen oprindelig havde tiltænkt skibet, vides ikke, men da han døde i 1648, fik skibet navn efter Frederik III`s dronning SOPHIA AMALIE.

 Som den meget rige ornamentering og dekoration viser, var det udstyret og bygget som pragt- og kongeskib, der skulle imponere og markere kongens og rigets storhed og magt. På modellen vajer orlogsflaget fra mastetoppene, mens der på flagspillet agter føres flaget for den af Chr. IV indstiftede ”Den væbnede Arms Orden”, - et rødt flag med en bøjet arm med sværd i hånd og med Dannebrogsmærket i øverste hjørne nærmest flagstangen. Som model er det et stykke fremragende kunsthåndværk, der på overbevisende måde skildrer skibet, som det må have taget sig ud i sine velmagtsdage. Den eneste fejl der kan påpeges, er udformningen af den forreste del af undervandsskroget (boven), der er for skarp og ikke i overensstemmelse med den viden om 15.- og 1600-tallets konstruktionsmetoder, der blev frembragt i 1970`erne og 80`erne af Niels Probst, hvorefter skibets bov i vandlinjen og nedefter skulle have været udformet som et rent cirkelslag og dermed med en større og mere buttet fyldighed.

 Konstruktør og bygmester: sandsynligvis James Robbins.

 Byggested: Bygdøy i Oslofjorden omkring -1650.

 Dimensioner: længde i vl.: 51,8 m, bredde: 12,1 m, dybgang: 5,5 m

 Besætning: 680 – 885

 Armering: Vekslede mellem 86 – 110 kanoner afhængig af beholdningen af skyts.

 Deplacement, nutidigt beregnet: 1943 metriske tons

 Skibets historie: Skibet var kun udrustet ganske få gange og slet ikke under Skånske krig 1675 – 79, hvor flådens chef, admiral Niels Juel, fandt det langt mere hensigtsmæssigt, at udruste to mindre og betydelig mere manøvredygtige orlogsskibe med tilsammen samme besætning, hvortil kom, at SOPHIA AMALIA havde for stort et dybgående til under normale forhold, at kunne passere Drogden. Skibet udfaset og ophugget 1687.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet på Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke 1958 – 1979; på Orlogsmuseet på Christianshavn 1989 – 2016 og herefter i den nuværende udstilling i Tøjhuset.

 

 

13 Skibsmodel, - Samtidig, - Antagelig orlogsskibet TRE LØVER 1689, - OMU 044

 Ud fra en ikonografisk vurdering af galion og agterspejl er det med stor sikkerhed en model af orlogsskibet TRE LØVER 1689 – 1729, med en armering på 70 – 74 kanoner. Modellen er bygget i skala 1:60 af eller til englænderen Francis Sheldon, der var skibets konstruktør og bygmester. I en årrække havde han været svensk skibskonstruktør og indkaldtes til Danmark, fordi man ønskede skibe, som i sejladsen ikke stod tilbage for de svenske. Ved ansættelsen havde han betinget sig ikke at være forpligtet til at udlevere sine konstruktionsprincipper, hvorfor modellen fremtræder som en præsentationsmodel, der kun viser skibets ydre udseende. Modellen er ret enestående og viser bl.a. et afrundet agterspejl, der tidligere blev anset som indført i den danske flåde med netop dette skib. Det har senere vist sig ikke at være rigtigt, da det bl.a. ved studier af den hollandske kunstner Van der Veldes skildringer af danske orlogsskibe i 1650`erne og 60`erne, allerede da var almindeligt med både afrundede og flade (platgattede) agterspejle. Bl.a. var orlogsskibet TREFOLDIGHEDEN fra 1642 bygget med afrundet agterspejl, mens linjeskibet DANNEBROGE fra 1690 var bygget med fladt agterspejl. Modellen fremstår i øvrigt som skibet ville have taget sig ud som oplagt i krigsberedskab, dvs. aftaklet med strøgne stænger og ræerne anbragt langskibs i mærsene. Modellen tilgik samlingen fra kongens kunstkammer omkring 1740, og ses medtaget på en admiralitetsfortegnelse af 28. marts 1742 over Modelsamlingens daværende modeller.

 Konstruktør og bygmester: Francis Shelton

 Byggested: København, Bremerholm, - 1689.

 Dimensioner: længde i vl.: 47,4 m, bredde: 11,9 m, dybgang: 5,7 m

 Besætning: 529

 Armering: 70 – 74 kanoner.

 Deplacement, nutidigt beregnet: 1812 metriske tons

 Skibets historie: Skibet blev først færdigbygget i 1691. Under Store Nordiske krig var det udrustet og deltog bl.a. i træfningen ved Pommeren/Rügen 28. - 30.9.1712. Skibet blev betegnet som velsejlende. Udgået og ophugget 1729.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet i modelsamlingen på Holmen og herfra evakueret i 1940 til Frederiksborg. Udstillet i Nikolaj kirke 1958 – 79;

på Orlogsmuseet på Christianshavn 1989 – 2016 og herefter i den nuværende udstilling i Tøjhuset.

 

 

13 Skibsmodel, - 1990, - linjeskibet NORSKE LØVE, skala 1:50, - OMU 042

 Med det angivne årstal 1990 må det være modellen af linjeskibet NORSKE LØVE 1735 i skala 1:50 udført af Svend Ove Pedersen OMBL og doneret til Orlogsmuseet 1990. Modellen er bygget på grundlag af det eksisterende originale tegningsmateriale i RA efter forslag fra daværende direktør for museet Ole Lisberg Jensen.

 Modellen er udført præcis og perfekt i overensstemmelse med de for museet og OMBL gældende normer.

 Konstruktør og bygmester: K. Benstrup

 Byggested: Nyholm

 Dimensioner: længde vl: 164 fod, bredde: 44 fod og 6 tom., dybgang: 18 og 20 fod.

 Besætning: 550

 Armering: 26 stk. 24 p., 26 stk. 18 p., 18 stk. 8 p.

 Deplacement, nutidigt beregnet: 2352,5 tons

 Skibets historie: Skibet blev søsat i 1735 og udfaset i 1764. Bortset fra den rutinemæssige prøvesejlads, ser det ikke ud til, at skibet efterfølgende har været udrustet eller anvendt. Frem til 1744 blev der bygget fire søsterskibe.

 Modellen er i p.t. udlånt og anbragt i en montre på Flådestation Frederikshavn, hvortil den blev flyttet i 2016 efter i en årrække at have været udlånt til Flådestation København,

hvor den var opstillet i administrationsbygningen ved Marinekasernen på Nyholm.

 

 

13 Sentermodel, - ukendt, - ukendt sentermodel, - OMU 043.

 Der må formentlig være tale om den ”Model i brædespanter og Senter af Barbè 1744”, som P. Holck beskriver i sin afhandling fra 1939 om den historiske modelsamling på Holmen.

 Holck giver i sin afhandling følgende beskrivelse: ”Da man ønskede at bevare navnet og armeringen på den svenske prise ”Sødermannland” på 40 kanoner, der under Den store Nordiske krig var blevet erobret i 1715, blev det omkring 1740 overdraget den daværende fabrikmester Barbè at konstruere et tilsvarende 50-kanonskib. 1740 – 1741 udarbejdede han 3 forskellige forslag, der imidlertid alle blev forkastet af Konstruktions-kommissionen. På Holmen skabte det en uholdbar situation, da det nødvendige tømmer var tilvejebragt og et stort antal daglejere, som daglig tærede på budgettet, var antaget. Løsningen blev, at flådens chef Danneskiold-Samsøe, som protegerede Barbè, fik kongen til at beslutte, at skibet alligevel skulle bygges på grundlag af et af de udarbejdede forslag. ”Sydermanland” som skibet blev navngivet, blev søsat 5. sept. 1742 og efterfølgende klargjort til besejling. Da skibet var færdigekviperet ved Bradbænken og klar til besejlingen (dvs. prøvesejlads), skete det nærmest utrolige, at skibet natten til den 29. juli 1743 kæntrede og sank med sin fulde udrustning. Efter bjærgningen, der var meget kostbar, måtte skibet gennemgå en betydelig ombygning og yderligere en ombygning i 1746 for at kunne indgå i en Middelhavseskadre til Algier. Under togtet led mandskabet ubeskriveligt af varme, bl.a. fordi kabyssen var blevet placeret i lasten, ligesom det under sejlads af hensyn til skibets sikkerhed, var umuligt at åbne de underste kanonporte. På grund af skibets håbløse stabilitet og ubrugelighed som orlogsskib endte det med, at det i 1752 sammen med 26 kanoner vederlagsfrit blev skænket til Det Asiatiske Kompagni.”

 Det mislykkede projekt bidrog sammen med en række andre forhold til afskedigelsen af Barbè i 1747. Meget mod sin vilje måtte han udlevere tegninger og modeller af de skibe, han havde stået for bygningen af, formentlig også af ”Sydermanland”, der i målestok 1:48 efter Holcks opmåling stemmer med ”Sydermanlands” dimension: længde 137 fod, bredde 36 fod og 9 tommer, ligesom Holck i sin beskrivelse også gør opmærksom på, at der på modellen var påhæftet en seddel, hvorpå der var skrevet: Barbè 1744.

 

 

14 Skibsmodel, - Moderne, - NORSKE LØVE, - uregistreret

 Det må nødvendigvis være modellen af linjeskibet NORSKE LØVE 1765 - 98 i skala 1:50 udført af Svend Ove Pedersen OMBL 1970 – 1978 og doneret til Orlogsmuseet 1978. Modellen er bygget på grundlag af det eksisterende originale tegningsmateriale i RA efter forslag fra daværende leder af Orlogsmuseets samlinger Ole Ventegodt.

 Modellen er udført præcis og perfekt i overensstemmelse med de for museet og OMBL gældende normer.

 Konstruktør og bygmester.: F. Krabbe

 Byggested: Nyholm

 Dimensioner: længde vl.: 52,4 m, bredde: 14,1 m, dybgang: 5,9 og 6,3 m

 Besætning: 667

 Armering: 26 stk. 24 p, 26 stk. 18 p, 18 stk. 8 p.

 Deplacement, nutidigt beregnet: 2540 metriske tons

 Skibets historie: Skibet var udrustet første gang i 1769 og på togt i Østersøen. I 1773 i beredskab og med eskadren i Østersøen. I 1781 med eskadren på togt i Nordsøen. I 1788 og 1789 udrustet og stationeret på Kbh.s Red. I 1795 omdannet til blokskib og fungerende hospitalsskib og som indkvartering for husvilde efter Kbh.s brand samme år. Udgået 1798 og ophugget.

 Modellen har så vidt vides aldrig været udlånt, men alene været udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn frem til 2016 og herefter på den nuværende udstilling i Tøjhuset.

 

 

15 Skibsmodel, - 1728, - Fregatten SLESVIG, 1726, - OMU 039.

 Modellen bør rettelig betegnes som en model af orlogsskibet/linjeskibet SLESVIG 1725. Modellen er formentlig bygget i skala 1:30 på Modelkammeret - en skala man gik over til i 1725 fra det tidligere 1:24, og omkring 1740 til skala 1:48, der med forskellige variationer blev bibeholdt frem til indførelsen af metersystemet i 1907 (1912).

 Konstruktør og bygmester: O. Judichær/v. Pavlsen

 Byggested: Nyholm

 Dimensioner: længde vl.: ingen oplysn., bredde: ingen oplysn., dybgang: 5,2 og 5,5 m

 Besætning: 400

 Armering: 54 stk. 18 p.

 Deplacement, nutidigt beregnet: ingen oplysn.

 Skibets historie: I 1726 var det klar fra værftet og indgik i den dansk-engelske eskadre i Østersøen, der blokerede den russiske flåde i Reval. I 1727 var det krigsudrustet, men blev kun benyttet til et besejlingstogt med linjeskibet LAALAND. I 1733 som nævnt, solgt som Kinafarer til Asiatisk Kompagni, hvorunder den i 1743 forsvandt på et togt til Kina.

 Så vidt det vides, har modellen i en periode i første halvdel af 1900-tallet været anvendt som kirkeskib i Holmens kirke, men herudover alene været tilknyttet model-samlingen under dens omskiftelige placering gennem tiderne og kun i begrænset omfang været udstillet, senest på Orlogsmuseet på Christianshavn.

 

 

16 Skibsmodel, - 1989, - Hukkerten AMAGER, 1760 – 1780, skala 1:30, - 2002. 147

 Modellen i skala 1:30 er udført af Peter Holger Lomholt Maack, OMBL, 1987 – 1989 til Orlogsmuseets modelsamling. Modellen er bygget på grundlag af det eksisterende originale tegningsmateriale i RA efter anmodning fra daværende direktør for museet Ole Lisberg Jensen.

 Modellen er udført præcis og yderst perfekt i overensstemmelse med de for museet og OMBL gældende normer, og er på alle måder præget af den detaljering, præcision og indlevelsesevne der kendetegner alle Peter Maack modeller.

 Konstruktør og bygmester: F.M. Krabbe

 Byggested: Nyholm

 Dimensioner: længde vl.: 23,4 m, bredde: 6,2 m, dybgang: 6,2 m

 Besætning: 58

 Armering: 12 stk. 4 p

 Deplacement: 154 metriske tons

 Skibets historie: I 1761 var skibet på besejlingstogt i Østersøen og herefter foretog den opmålinger i Øresund. I årene 1762 – 1772 var det vagtskib i Store Bælt, og fra 1775 til 1777 atter vagtskib i Store Bælt. I 1780 udgik det af flåden og blev ophugget.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn og fra 2016 på Tøjhuset.

 

Et billede, der indeholder transport, vandfartøj, mast, båd

 

Automatisk genereret beskrivelse

17 Skibsmodel, - 2004, - MARIA, OMU 003

Modellen af hovedskibet MARIA, 1514 – 25, i skala 1:36, er udført af Peter Holger Lomholt Maack, OMBL, 2001 – 2004 til Orlogsmuseets modelsamling på grundlag af et mere end 10-årigt forsknings- og rekonstruktionsarbejde udført af Niels M. Probst.

 Et arbejde der som eneste samtidige målfaste grundlag bestod af en i RA bevaret korrespondance fra juni 1519 mellem Christian II`s kancelli i København og bystyret i Danzig om muligheden for, ud fra præcise mål, at levere et tilstrækkeligt stort stykke tømmer til udskiftning af MARIAs stormast, - og herudover også det nøjagtige mål på fokkemasten, men ellers af bevarede dokumenter kun nogle få samtidige, men upræcise og generelle beskrivelser af skibets storhed og pragt, men nok så interessant; også forskellige oplysninger om skibets varierende armering og bemanding. Netop målene på de to master blev af afgørende betydning for en mulig rekonstruktion, da man vidste, at stormastens diameter og højde altid stod i et bestemt forhold til skibets længde, hvorved det ud fra en forholdstalsberegning var muligt at regne sig frem til skibets længde, bredde og dybde, - og herunder muligheden for at foretage en sammenligning med forskellige konkrete mål på andre store samtidige skibe, - danske ENGELEN, lybske PETER VON DANZIG og ADLER, svenske STORE KRAFVEL og engelske MARY ROSE.

Et rekonstruktionsarbejde der herefter, ud fra hans i dag internationalt anerkendte udforskning af de indtil da ubeskrevne geometriske konstruktionsmetoder ved bygning af 15. og 1600-tallets store skibe med normer for forholdet mellem længde, bredde og dybgang, og udformningen af undervandsskroget ved hjælp af cirkelslag og sinuskurver. Et arbejde der endvidere blev suppleret med omfattende studier af den i England gennemførte bjærgning og undersøgelser m.m. af det samtidige MARY ROSE – vrag, - af forskningen omkring VASA-vraget, - og af en række tilsvarende studier og forskning i Holland. Med hensyn til rekonstruktionen af skibets rigning, dekorationer og udformning af skroget over vandlinjen, blev der taget udgangspunkt i studier af samtidige skibs-afbildninger, bl.a. som kalkmalerier i danske kirker i Voldby, Udbyneder og Ebeltoft, og af hollandske og spanske kunstneriske, og ofte meget detaljerede skildringer af datidens store skibe.

Modellen kan klart betegnes som Probsts og Peter Maacks mesterværk, udført præcist og perfekt i overensstemmelse med de for museet og OMBL gældende normer.

 Konstruktør og bygmester: - mester Hans eller Johan.

 Byggested: - København (Slotsholmen eller Bremerholm), - færdigbygget 1514.

 Dimensioner: - længde i vl.: 145 fod, bredde: 40,3 fod, dybgang: 16 fod.

 Besætning: - mellem 500 og 700 mand.

 Armering: - i 1524 – 12 svære bronzekanoner, 20 svære bagladekanoner af jern, 17 mindre bagladekanoner af jern og 93 hagebøsser.

 Deplacement, nutidigt beregnet: 1297 metriske tons.

 Skibets historie: Krigsudrustet 1517 og 1518, utvivlsomt på Chr. II`s første og andet togt mod Stockholm. Ved Chr. II`s sidste og afgørende togt til Stockholm 1520 er det uvist om skibet deltog, men det indgik i den flåde Chr. II tog med sig til Holland i april 1523. På grund af den detroniserede konges håbløse økonomiske forhold blev det søgt solgt, men først afhændet 1525 til en Genuesisk købmand for kun 4700 Gylden, selvom det var vurderet til 50.000 Gylden.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn og 2016 overført til den nuværende udstilling i Tøjhuset.

 

 

18 Skibsmodel, - moderne, - orlogsskibet FIDES fra 1615, - 2002:150

 Modellen af orlogsskibet FIDES, 1612 – 1644, i skala 1:30, er udført af Peter Holger Lomholt Maack, OMBL, 1999 – 2001 til Orlogsmuseets modelsamling på grundlag af Niels Probsts meget omfattende forarbejde og rekonstruktion. Et arbejde der i første omgang havde til formål at bygge skibet i fuld størrelse i anledning af København som Europas kulturby i 1996. Der blev i den anledning udarbejdet et fuldstændigt byggeprojekt, der bl.a. omfattede afprøvning af skibets stabilitet og sejlegenskaber ved slæbe-modelforsøg på Force-Institutet i Lundtofte. En afprøvning der fuldt ud beviste rigtigheden af samtidens meget positive beskrivelser af skibets og dets to søsterskibes særdeles gode sejlegenskaber og stabilitet. I fuld størrelse var skibet på det tidspunkt beregnet til at kunne bygges for ca. 35 mio. kr. Da den endelige beslutning skulle træffes mellem bygning af FIDES eller køb af en tidligere Helsingør-Halsingborg færge for ca. samme pris, faldt valget på færgen.

 Under forarbejdet på grundlag af bevarede dokumenter i RA viste det sig, at Christan IV formentlig har udarbejdet et tegnet udkast til skibet, og i øvrigt meget detaljeret har rettet og kommenteret bygmesterens certer, som er det, vi i dag ville kalde kravsspecifikationer, ligesom kongen åbenbart også personligt fulgte byggeriet meget tæt. Arkivstudierne viste også, at FIDES og dets søsterskibe blev udrustet med læsejl, og dermed er de første af flådens skibe vi kender til, der har været udrustet med denne form for sejlføring, hvilket selvfølgelig er medtaget på modellen.

 Modellen er udført præcist og perfekt i overensstemmelse med de for museet og OMBL gældende normer.

 Konstruktør og bygmester: Peter Michelsen

 Byggested: Itzehoe

 Dimensioner: længde i vl.: 31,5 m, bredde: 8,14 m, dybgang: 2,9 og 3,1 m

 Besætning: 137

 Armering: 28 stk. 18 p

 Deplacement, nutidigt beregnet: 412,5 metriske tons

 Skibets historie: Sammen med dens to søsterskibe repræsenterede de en ny skibstype med ringe dybgående, hvilket bl.a. gjorde dem velegnede til sejlads på floderne Weser og Elben. I 1630 blev FIDES lettere ombygget med en højere overbygning for at give plads til flere kanoner. FIDES deltog i slaget på Kolberg Heide den 1. juli 1644 og ligeledes i slaget i Femern Bælt den 13. oktober 1644, hvor det blev erobret af svenskerne. Det indgik i den svenske flåde, og var bl.a. et af de skibe, der efter krigen 1657 – 60 førte erobrede danske kunstgenstande til Stockholm. Vraget af FIDES (den nederste del af skroget) menes i øvrigt genfundet for få år siden i Stockholms havn

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn og 2016 overført til den nuværende udstilling i Tøjhuset.

 

 

20 Skibsmodel, - moderne, - linjeskibet FREDERICUS QUARTUS, skala 1:50, OMU 047.

 Modellen af linjeskibet FREDERICUS QUARTUS 1699 – 1732 i skala 1:50, er udført af Svend Ove Pedersen, OMBL, 1963 – 1970 og doneret 1986 til Orlogsmuseets modelsamling.

 Modellen, der er bygget på grundlag af det bevarede tegningsmateriale i RA, viser hvad der rent faktisk kom ud af det store byggeprojekt, der skulle give den danske flåde det første tredækkede linjeskib efter SOPHIA AMALIA, der ikke havde svaret til de stillede forventninger, da man af hensyn til passagen af Drogden ikke havde været i stand til at give skibet den ønskede begrænsede dybgående. I første omgang blev der udarbejdet et projekt til en tredækker på 90 kanoner under navnet STORE CHRISTIANUS QUINTUS. Men da det viste sig, at man havde skaffet tømmer af så store dimensioner, at det ville være muligt at bygge et endnu større skib, blev der udfærdiget nye tegninger til en tredækker på 110 kanoner, der på grund af Christian V`s død kort forinden fik navnet FREDERICUS QUARTUS ved søsætningen den 19. dec. 1699.

 Af det aldrig gennemførte byggeri af STORE CHRISTIANUS QUINTUS er der af udført 3 modeller. Den første i 1904 som kirkeskib til Holmens kirke, den anden i 1912 som detaljeret udstillings- og museumsmodel til Orlogsmuseets modelsamling, - en model der i dag er udlånt til FMI i Ballerup, og endelig en model bygget inden for samme tidsrum til Navy Department, Washington. Alle 3 modeller udført af Otto Christian Dørge, Holmens modelkammer.

 Modellen af FREDERICUS QUARTUS er udført præcist og perfekt i overensstemmelse med de for museet og OMBL gældende normer.

 Konstruktør og bygmester: O. Judichær

 Byggested: København, Nyholm.

 Dimensioner: længde vl.: 58,l m, bredde: 15,7 m, dybgående: 6,3 og 7,1 m

 Besætning: 950

 Armering: 28 stk. 36 p, 28 stk. 18 p, 28 stk. 12 p, 20 stk. 6 p, 6 stk. 4 p.

 Deplacement, nutidigt beregnet: 3254,4 metriske tons.

 Skibets historie: Skibet blev bygget som en tredækker, og var et af tidens største orlogsskibe. I 1701 var det på besejlingstogt, men blev først krigsudrustet i 1710 og 1711, hvor det var med hovedflåden i Østersøen. I 1712 var det på patrulje i Østersøen og i Nordsøen. Skibet blev i øvrigt sjældent benyttet, og i 1732 udgik det af flådens tal. Den 28. januar 1733 blev det købt af Ostindisk Kompagni, men allerede i 1736 forliste det ved Skagen.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn og 2016 overført til den nuværende udstilling i Tøjhuset.

 

 

37 Skibsmodel, - samtidig, - DRONNING JULIANE MARIA, skala 1:36, OMU 015.

 Modellen af linjeskibet DRONNING JULIANE MARIA, 1752 – 1788, i skala 1:36, der kan adskilles fuldstændigt, - blev påbegyndt ved oprettelsen af konstruktionsskolens modelsamling i 1757 i Spanteloftsbygningen på Nyholm med tilhørende modelværksted, - og færdigbygget i 1765 som et mesterstykke, der gik ry af. Detajltegninger til modellen menes udført af den daværende fabrikmester Fr. M. Krabbe, mens bygningen af modellen skyldtes tre af ”Constructionens” dygtige håndværkere med den ejendommelige navne-konstellation, - Stork, D. Stæhr og Joh. K. Trane.

 Ornamenterne, der oprindelig var udført i voks, som adskillige af modelsamlingens galionsfigurer, blev i tidens løb en del beskadigede, hvorfor de i 1815 blev skåret i træ af billedhuggersvend Henrik K. Trane, der var søn af den ene af modelbyggerne Joh. K. Trane.

 Den smukke og i alle detaljer nøjagtig udførte model og det indblik det gav i datidens store orlogsskibe gjorde, at der fremkom talrige anmodninger om at bese den. Da man frygtede, at den skulle tage alvorlig skade af de mange adskillelser, blev det efterhånden bestemt, at den kun måtte adskilles for kongelige personer og fremmede gesandter, og at der skulle føres bog herover. Men selvom modellen i de omkring 250 år, der er forløbet siden dens færdiggørelse, er blevet adskilt og samlet rigtig mange gange, - og tillige har været benyttet til undervisning, - kan der ikke registreres den mindste forskydning mellem dens forskellige dele, - et smukt bevis på den indsigt, dygtighed og akkuratesse, hvormed arbejdet er udført.

 Konstruktør og bygmester: Fabrikmester Fr. M. Krabbe

 Byggested: Nyholm, søsat 1752.

 Dimensioner: længde i vl.: 51,9 m, bredde: 14 m, dybgang: 5,8 og 6,3 m

 Besætning: 667

 Armering: 26 stk. 24 p, 26 stk. 18 p, 18 stk. 8 p.

 Deplacement, nutidigt beregnet: 2225,3 metriske tons.

 Skibets historie: Linjeskibet DRONNING JULIANE MARIE var et fortrinligt søskib med gode sejlegenskaber og magelige bevægelser, hvorfor der efter samme tegninger blev bygget tre søsterskibe.

 Gennem de mange år har modellen aldrig været udlånt, men alene været udstillet i Modelkammeret på Holmen, - i Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke, Orlogsmuseet på Christianshavn og fra 2016 i Tøjhuset i delvis adskilt stand.

 

 

38 Model, Mastekranen på Nyholm skala 1: 48, 1983:1084

 Modellen er omtalt og beskrevet i Holcks afhandling fra 1939 som værende en model, der skildrer den planlagte og opførte mastekran på Nyholm, bygget 1748 – 51 ved arkitekt og bygmester Ph. de Lange og taget i brug i 1751. Holck nævner ikke modellens byggeår, - men ud fra hans beskrivelse må det antages, at den er udført på Holmens modelværksted i forbindelse med projekteringen af kranen, der utvivlsomt er sket i et tæt samarbejde mellem Ph. de Lange og Admiralitetet.

 

 

64 Skibsmodel, - Kystjageren WILLEMOES, OMU 217

 Modellen af torpedobåden T 2, - fra 1951 kystjageren D 321 og fra 1958 patruljebåd P 521 WILLEMOES, 1943 – 1966, i skala 1:50, er udført på Holmens modelværksted 1949 af modelbyggemester (modellerer) Erik Werge og tilgået modelsamlingen samme år.

 Modellen er bygget på grundlag af det originale tegningsmateriale, som skibet tog sig ud og var udstyret fra 1951, da den fik de først monterede 2 x 3 stk. 45 cm`s dæks-torpedorør udskiftet med 2 x 3 stk. 53,3 cm`s torpedorør. Senere ændringer af skibet, herunder mindre ændringer af overbygningen og ændring af armeringen fra 2 til 3 stk. 40 mm luftværnskanoner og fjernelse af de oprindeligt monterede 6 stk. 20 mm kanoner, er ikke vist på modellen. Modellens bemaling er den frem til 1960 - 61 anvendte mørkegrå farve med sortmalede penants (skrognr.), der herefter blev ændret til den nu anvendte lysegrå Royal Navy farve med todimensional hvid-sort penants.

 Modellen er udført smukt, præcis og professionelt, som det kendetegner alle de af Erik Werge udførte modeller til modelsamlingen.

 Konstruktør: Orlogsværftet

 Byggested: Orlogsværftet, Kbh.

 Dimensioner: Længde 86,5 m, Bredde 8,5 m, Dybgang 3,4 m.

 Fremdrivning: 2 stk. gearede dampturbiner, i alt 24000 hk., (2 skruer) 36 knob.

 Besætning: 100

 Armering: 2 stk. 105 mm kanoner, 2 stk. 40 mm kanoner, 6 stk. 20 mm kanoner, 6 stk. 53,3 cm. torpedorør, samt dybdebomber og mineskinner.

 Deplacement: 780 metriske tons.

 Skibets historie: Skibet blev søsat 17.3.1943 med navnet NAJADEN, men blev først færdigbygget i 1947 sammen med søsterskibet HUITFELDT, der var søsat 22.6.1943 med navnet NYMFEN. De blev karakteriseret som gode søskibe med gode manøvreegenskaber, selv i hård vind og svær sø. Begge skibe kom i mange år til at gøre god gavn ikke mindst i samarbejdet med motortorpedobådene, som flåden med overtagelse af et antal tidligere tyske MTB`ere fra 1947-48 gradvis udbyggede som et effektivt våben i de følgende tiår. I 1964 og 66 blev begge skibe udfaset og i maj 1966 solgt til ophugning i Belgien.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet i Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke, Orlogsmuseet på Christianshavn og fra 2016 i Tøjhuset.

 

 

65 Skibsmodel, - Fregatten F352 PEDER SKRAM, skala 1:50, OMU 197

 Modellen af fregatten F 352 PEDER SKRAM, 1965 – 1990, er rettelig bygget i skala 1:150, muligvis som værftsmodel fra Helsingør skibsværft, hvor skibet sammen med søsterskibet HERLUF TROLLE blev bygget.

 Modellen er åbenbart ændret omkring 1974 – 79, da begge fregatter blev ombygget, og bl.a. fik fjernet det dobbelte B-tårn, hvor der i stedet blev monteret 2 x 4 launchere til Harpoon-missiler, - og på agterdækket 1 x 8 launchere til Sea-sparrow-missiler. Modellen viser imidlertid kun launcherne til Harpoon- og Sea-sparrow-missilerne, mens der ikke er foretaget ændringer, der viser den samtidige meget markante ombygning af den agter-ske del overbygningen.

 Modellen er helt klart udført på grundlag af det originale tegningsmateriale, - men virker meget skematisk og forenklet, og som nævnt med en udformning skibet aldrig har haft.

 Til yderligere orientering kan det oplyses, at OMBL v/ Poul H. Beck og Flemming Pedersen 2014 - 16 har udført en detaljeret model af fregatten i skala 1:65 til Orlogsmuseet/Fonden Peder Skram med det udseende og den udrustning den havde i 1988. En model bygget og beregnet til permanent opstilling i introduktionsrummet på PEDER SKRAM, som et vigtigt led i fregattens nuværende rolle som museumsskib.

 Konstruktør: Orlogsværftet.

 Byggested: Helsingør skibsværft

 Dimensioner: Længde 112 m, Bredde 12,7 m, Dybgang 5,2 m.

 Fremdrivning: 2 sæt gasturbiner/dieselmotorer, 44000 hk.(2 stilbare skruer) 32 knob.

 Besætning: Oprindelig 207 mand og efter ombygning/omarmering 180 mand.

 Armering: Oprindelig 4 stk. 127 mm og 4 stk. 40 mm kanoner og 4 stk. 53,3 cm torpedorør. Efter ombygning og omarmering blev B-tårnet med 2 stk. 127 mm kanoner fjernet og erstattet af 2 x 4 launchere til Harpoon-missiler og på agterdækket opstillet 1 x 8 launchere til Sea-sparrow-missiler.

 Deplacement: 2386,8 tons og efter ombygning og omarmering 2425 tons

 Skibets historie: Sammen med søsterskibet bygget som de to sidste enheder i det dansk-amerikanske Cost-Sharing program, hvor USA og Danmark hver betalte halvdelen af byggeprisen. Gennem deres levetid fungerede de som kommandoskibe for hver sin del af flådens kampskibe, ligesom de løbende indgik i NATO`s stående flådestyrke STANAVFORLANT i 2 – 3 mdr. hvert år. Den 6.9.1982 blev der fra PEDER SKRAM fejlaffyret et ladt HARPOON-missil, der med store materielle skader ramte et sommerhusområde på Sjællands Odde, men uden at nogen mennesker kom til skade. Begge skibe blev i 1989 lagt i ”Mølpose” og endelig udfaset i juli 1990. PEDER SKRAM blev solgt/overdraget i 1992 til et interessentselskab og indrettet som museumsskib, der i dag er placeret ved ”Elefanten” på Nyholm, mens HERLUF TROLLE i l995 blev ophugget i Belgien.

 Så vidt vides, har modellen kun været udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn og fra 2016 i Tøjhuset.

 

 

65 Skibsmodel, - Inspektionsskibet F350 INGOLF, OMU 198

 Modellen af inspektionsskibet F350 INGOLF, 1962 – 1991, er bygget i skala 1:150, muligvis som værftsmodel fra Svendborg skibsværft med det udseende og den udrustning det havde fra starten.

 Modellen er helt klart udført på grundlag af det originale tegningsmateriale, - men som det også er tilfældet med modellen af fregatten PEDER SKRAM, virker modellen meget skematisk og forenklet.

 Konstruktør: Orlogsværftet

 Byggested: Svendborg værft.

 Dimensioner: Længde 73 m, Bredde 11,6 m, Dybgang 5 m. (Isforstærket skrog)

 Fremdrivning: 4 stk. dieselmotorer med i alt 6400 hk (1 stilbar skrue).

 Besætning: 86

 Armering: 1 stk. 76 mm kanon, 2 stk. 37 mm kanoner.

 Deplacement: 1588 tons

 Skibets historie: Sammen med sine tre søsterskibe HVIDBJØRNEN, VÆDDEREN, og FYLLA tjente de gennem alle deres aktive år, som det de var bygget til, - inspektions- og opmålingsskibe ved Færøerne og Grønland. Skibene var som de første af flådens skibe udrustet med hangar og helikopterdæk, oprindelig til en helikopter af typen Alouette III og fra 1981 Lynx-helikopteren. Skibene blev karakteriseret som gode søskibe.

Alle fire skibe blev udfaset 1991-92 og solgt til ophugning 1992-96.

 Så vidt vides, har modellen kun været udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn og fra 2016 i Tøjhuset.

 

 

79 Skibsmodel, - 1921, Torpedobåden TUMLEREN, Skala 1:50, OMU 161

 Modellen af torpedobåden TUMLEREN, 1911 – 1935, er bygget i 1921 i skala 1:50, på Holmens modelværksted af modelbyggemester (modellerer) Otto Christian Dørge på grundlag af det originale tegningsmateriale. Modellen viser bådens udseende og udrustning, som den var frem til midten af 1920`erne, hvor bemalingen blev ændret fra sort til en olivenbrun nuance. Modellen er udført smukt, præcist og professionelt, som det kendetegner alle de af Dørge udførte modeller til modelsamlingen.

 Konstruktør: F. Schichau, Elbing, Tyskland.

 Byggested: F. Schichau, Elbing.t

 Dimensioner: Længde 56,4 m, Bredde 5,8 m, Dybgang 1,9 m.

 Fremdrivning: 2 x dampturbiner, i alt 5000 hk, (2 skruer) 27,5 knob.

 Besætning: 40

 Armering: 2 stk. 75 mm kanoner, 5 stk. 45 cm torpedorør heraf l stk. i stævnen.

 Deplacement: 249 tons

 Skibets historie: Med mindre justeringer blev der af samme konstruktion bygget to søsterskibe på Orlogsværftet, VINDHUNDEN og SPÆKHUGGEREN med et lidt større deplacement (279 tons) og dybgang (2,1 m). Frem til 1914 var bådene på årlig togt med de forskellige øvelseseskadre. I august 1914 indgik TUMLEREN i Sikringsstyrken i Øresund under 1. eskadre. Den 19. august 1915 var den ved Saltholm tæt på den engelske ubåd E 13, hvorfra den bjærgede dræbte og overlevende besætningsmedlemmer, efter at ubåden var blevet beskudt og ødelagt af tyske jagere. Fra 1918 til 1929 blev den lejlighedsvis udrustet. I 1929 overgik de tre både til reserven og i 1935 blev de udfaset og solgt til ophugning. Bådene var som søskibe middelgode på grund af det lave fribord, der under gang gav meget vand på dækket.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet i Modelkammeret på Frederiksholm og senere på Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke, Orlogsmuseet på Christianshavn og fra 2016 i Tøjhuset.

 

 

79 Skibsmodel, - 1923, - Torpedobåden HVALROSSEN, Skala 1:50, OMU 160

 Modellen af torpedobåden HVALROSSEN, 1913 – 1943, er bygget i 1923 i skala 1:50 på Holmens modelværksted af modelbyggemester (modellerer) Otto Christian Dørge på grundlag af det originale tegningsmateriale. Modellen viser bådens udseende og udrustning, som den var frem til midten af 1920`erne, hvor bemalingen blev ændret fra sort til en olivenbrun nuance. Modellen er udført smukt, præcist og professionelt, som det kendetegner alle de af Dørge udførte modeller til Modelsamlingen.

 Konstruktør: Orlogsværftet

 Byggested: Orlogsværftet

 Dimensioner: Længde 45,2 m, Bredde 5,16 m, Dybgang 2,12 m.

 Fremdrivning: 2 x 3 cyl.dampmaskiner, 2 kedler, i alt 3500 hk (2 skruer) 26,3 knob

 Besætning: 31

 Armering: 1 stk. 75 mm kanon, 4 stk. 45 cm torpedorør, heraf 1 stk. i stævnen.

 Deplacement: 179 tons

 Skibets historie: Af samme konstruktion blev der på Orlogsværftet bygget to søsterskibe DELFINEN og SVÆRDFISKEN. Under 1. verdenskrig 1914 – 18 indgik de tre både i Sikringsstyrken under 2. eskadre i Store Bælt. I 1930 blev bådene omklassificeret til bevogtningsfartøjer i reserven. De to søsterskibe blev udfaset i 1932, mens HVALROSSEN blev sprængt og sænket den 29.8.1943 på Holmen af egen besætning.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet i Modelkammeret på Frederiksholm, og senere på Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke, Orlogsmuseet på Christianshavn og fra 2016 i Tøjhuset.

 

 

79 Skibsmodel, - 1923, - Torpedobåden MAKRELEN, Skala 1:50, OMU 159

 Modellen af torpedobåden MAKRELEN, 1918 – 1943, er bygget 1925 i skala 1:50 på Holmens modelværksted af modelbyggemester (modellerer) Otto Christian Dørge på grundlag af det originale tegningsmateriale. Modellen viser bådens udseende og udrustning, som den var frem til midten af 1920`erne, hvor bemalingen blev ændret fra sort til en olivenbrun nuance. Modellen er udført smukt, præcist og professionelt, som det kendetegner alle de af Dørge udførte modeller til Modelsamlingen.

 Konstruktør: Orlogsværftet på grundlag af den fransk konstruerede ORMEN 1907.

 Byggested: Orlogsværftet.

 Dimensioner: Længde 38,5 m, Bredde 4,25, Dybgang 2,74 m

 Fremdrivning: 1 x 3 cyl.dampmaskine, 2 kedler, 2000 hk, (1 skrue) 24,6 knob

 Besætning: 24

 Armering: 2 stk. 57 mm kanoner, 2 stk. 45 cm torpedorør, heraf 1 stk. i stævnen.49

 Deplacement: 93 tons

 Skibets historie: Fra 1916 til 1919 blev der bygget ni søsterskibe. I 1922 blev de omklasssificeret til bevogtningsfartøjer. Omkring 1930 blev de ombygget til minestrygere. Fire af bådene heriblandt MAKRELLEN blev sprængt og sænket den 29.8.1943 på Holmen af egen besætning. Øvrige både udfaset/ophugget i tidsrummet 1940 – 1949.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet i Modelkammeret på Frederiksholm, og senere på Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke, Orlogsmuseet på Christianshavn, og fra 2016 i Tøjhuset.

 

 

80 Skibsmodel, - Kanonbåden FALSTER efter ombygn. i 1903, skala 1:50, OMU 154

 Ud fra de tilrådighedværende oversigter og lister, bl.a. Holcks afhandling fra 1939 om Modelsamlingen og dens indhold, samt R. Steen Steensens bog om Orlogsmuseet fra 1961 med div. lister og oversigter, - ses der ikke at være oplysninger om en model af kanonbåden FALSTER, der viser dens udseende og udrustning efter ombygn. i 1903, hvor den fik armeringen ændret fra den under nedennævnte OMU 153 beskrevne til 1 stk. 57 mm PK og 6 stk. 37 mm revolverkanoner. En mulighed kunne være en temmelig misligholdt model af FALSTER, som jeg husker blev afleveret til Jakob Serup på Orlogsmuseet for ca. 20 år siden, efter at have været i privat besiddelse i mange år, og meget vel kunne have været udført på Holmens modelværksted.

 

 

80 Skibsmodel, - Kanonbåden FALSTER, Skala 1:50, OMU 153

 Modellen af kanonbåden FALSTER 1873 – 1919, er bygget 1924 i skala 1:50 på Holmens modelværksted af modelbyggemester (modellerer) Otto Christian Dørge på grundlag af det originale tegningsmateriale. Modellen viser bådens oprindelige udseende og udrustning inden omarmeringen i 1903. Modellen er udført smukt, præcist og professionelt, som det kendetegner alle de af Dørge udførte modeller til model-samlingen.

 Konstruktør: Orlogsværftet

 Byggested: Orlogsværftet

 Dimensioner: Længde 34,3 m, Bredde 8,8 m, Dybgang 2,6 m

 Fremdrivning: 2 x 4 cyl. Dampmaskiner og tre kedler, 500 hk, (1 skrue) 10,5 knob

 Besætning: 50

 Armering: Oprindelig armeret med 1 stk. 26 cm kanon og 2 stk. 4 P riflede forladek.

 Deplacement: 384 tons

 Skibets historie: Som søsterskib blev der næsten samtidig bygget kanonbåden MØEN.

FALSTER blev meget benyttet frem til 1910, hvorefter den blev anvendt som logiskib til 1914, hvor den udlagt som vagtskib mellem Saltholm og Amager. 1919 udfaset og solgt og ombygget til sandpumper under navnet Holger. Jan. 1945 forlist nord for Djursland.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet i Modelkammeret på Frederiksholm og senere på Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke, Orlogsmuseet på Christianshavn og herfra overflyttet til Tøjhuset i 2016.

 

 

80 Skibsmodel, - 1936, - Minebåd med miner, Skala 1:50, OMU 158

 Modellen af MINEBÅD nr. 01 med miner 1858/1886 – 1946, er bygget i skala 1:50 i 1936 på Holmens Modelværksted af modelbyggemester (modellerer) Otto Christian Dørge på grundlag af det originale tegningsmateriale. Modellen viser bådens oprindelige udseende og udrustning. Modellen er udført smukt, præcist og professionelt som det kendetegner alle de af Dørge udførte modeller til Modelsamlingen.

 Konstruktør: B&W-København, - Orlogsværftet

 Byggested: B&W-København 1858, - ændret på Orlogsværftet 1886

 Dimensioner: Længde 26,9 m, Bredde 5,6 m, Dybgang 1,1 m

 Fremdrivning: Ingen, skulle bugseres

 Besætning: Ingen, - under mineudlægning kunne der om bord arbejde 30 mand

 Armering: Ingen

 Deplacement: 50 tons

 Skibets historie: Båden var som 7 andre bygget på B&W som jerntransportbåde, der i perioden 1886 – 1895 blev overtaget af flåden og ændret til minebåde. Herudover blev der yderligere anskaffet 5, heraf 3 bygget på Orlogsværftet, 1 på Helsingør værft og 1 fra anden side bygget i 1861. Efter 1945 blev de 11 genfundet og udfaset i perioden 1946 – 1956.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet i Modelkammeret på Frede-riskholm og senere på Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke, Orlogsmuseet på Christianshavn og herfra flyttet til Tøjhuset i 2016.

 

 

80 Skibsmodel, - MINEKRAN NR. 4, Skala 1:50, OMU 157

 Modellen af MINEKRAN NR. 4, 1884 – 1930, er bygget i skala 1:50 i 1936 på Holmens Modelværksted af modelbyggemester (modellerer) Otto Christian Dørge på grundlag af det originale tegningsmateriale. Modellen viser skibets oprindelige udseende og udrustning. Modellen er udført smukt, præcist og professionelt som det kendetegner alle de af Dørge udførte modeller til Modelsamlingen.

 Konstruktør: Orlogsværftet

 Byggested: Orlogsværftet

 Dimensioner: Længde 26,3 m, Bredde 5,7 m, Dybgang 1,8 m

 Fremdrivning: 2 x høj- og lavtryksdampmask., 160 hk, (1 skrue) 8,9 knob

 Besætning: 20:

 Armering: 2 stk. 37 mm RV

 Deplacement: 153 tons:

 Skibets historie: Minekranen blev solgt i 1930 og blev forlænget og ombygget til bilfærge ved overfarten Helsingør – Halsingborg under navnet ”ASA-THOR”.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet i Modelkammeret på Frede-riskholm og senere på Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke, Orlogsmuseet på Christianshavn og herfra flyttet til Tøjhuset i 2016.

 

 

80 Skibsmodel, - Torpedobåden HAJEN, OMU 155

 Modellen af torpedobåden HAJEN, 1896 – 1928, er bygget i skala 1:50 i 1917 på Holmens Modelværksted af modelbyggemester (modellerer) Otto Christian Dørge på grundlag af det originale tegningsmateriale. Modellen viser skibets oprindelige udseende og udrustning med sortmalet skrog, der i 1920`erne blev ændret til en olivenbrun nuance

Modellen er udført smukt, præcist og professionelt som det kendetegner alle de af Dørge udførte modeller til Modelsamlingen.

 Konstruktør: Orlogsværftet

 Byggested: Orlogsværftet

 Dimensioner: Længde 43,9 m, Bredde 4,6 m, Dybgang 2,5 m

 Fremdrivning: 1 stk. 4 cyl. Dampmaskine, 2 kedler, 2100 hk, (1 skrue) 23 knob

 Besætning: 25

 Armering: 1 stk. 47 mm PK, 1 stk. 37 mm RV, 2 stk. 45 cm torpedorør i stævn og 2 stk. 38 cm. torpedorør på dæk.

 Deplacement: 141 tons

 Skibets historie: Foruden HAJEN blev der samtidig bygget to søsterbåde, HAV-ØRNEN og SØBJØRNEN. Bådene indgik normalt i øvelseseskadrerne. I 1914 – 1919 indgik de i Sikringstyrkens eskadre i Øresund. Hvorefter de blev overført til reserven og i 1920`erne anvendt som minestrygere inden udfasningen i 1928.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet i Modelkammeret på Frederiksholm og senere på Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke, Orlogsmuseet på Christianshavn og herfra flyttet til Tøjhuset i 2016.

 

 

80 Skibsmodel, - Torpedobåden SØRIDDEREN, OMU 156

 Modellen af torpedobåden SØRIDDEREN, 1911 – 1937, er bygget i skala 1:50 i 1921 på Holmens Modelværksted af modelbyggemester (modellerer) Otto Christian Dørge på grundlag af det originale tegningsmateriale. Modellen viser skibets oprindelige udseende og udrustning med sortmalet skrog, der i 1920`erne blev ændret til en olivenbrun nuance. Modellen er udført smukt, præcist og professionelt som det kendetegner alle de af Dørge udførte modeller til Modelsamlingen.

 Konstruktør: Yarrow & Co, Glasgow

 Byggested: Yarrow & Co, Glasgow

 Dimensioner: Længde 55,4 m, Bredde 5,5 m, Dybgang 2,0 m

 Fremdrivning: Dampturbiner, 2 kedler, 5000 hk, (2 skruer) 27,5 knob

 Besætning: 36

 Armering: 2 stk. 75 mm kanoner, 1 stk. 8 mm RG, 5 stk. 45 cm. torpedorør, heraf l stk. i stævnen.

 Deplacement: 226 tons

 Skibets historie: Foruden SØRIDDEREN blev der samtidig bygget& to søsterbåde, FLYVEFISKEN og SØULVEN på B&Ws skibsværft i København. Frem til 1914 indgik de rutinemæssig i øvelseseskadrerne og herefter i Sikringsstyrkens eskadre i Øresund. I 1929 overførtes de til reserven og blev udfaset i 1937.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet i Modelkammeret på Frederiksholm og senere på Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke, Orlogsmuseet på Christianshavn og herfra flyttet til Tøjhuset i 2016.

 

 

84 Skibsmodel, - 1918, - Torpedobåden STØREN, OMU 150

 Modellen af torpedobåden STØREN, 1887 – 1919, er bygget i skala 1:50 i 1918 på Holmens Modelværksted af modelbyggemester (modellerer) Otto Christian Dørge på grundlag af det originale tegningsmateriale. Modellen viser skibets oprindelige udseende og udrustning, som bortset fra mindre forandringer, bl.a. opsætning af en agtermast til udspænding af telegraftråd, forblev uændret til udfasningen i 1919. Modellen er udført smukt, præcist og professionelt, som det kendetegner alle de af Dørge udførte modeller til Modelsamlingen.

 Konstruktør: Thornycroft, England

 Byggested: Thornycroft, England

 Dimensioner: Længde 39,7 m, Bredde 4,2 m, Dybgang 2,2 m

 Fremdrivning: 1 stk. 3-gangs dampmaskine, 2 kedler, 1100 hk, (1 skrue) 18,5 knob

 Besætning: 20

 Armering: 2 stk. 37 mm RV, 4 stk. 38 cm torpedorør, heraf 2 stk. i stævnen.

 Deplacement: 110 tons

 Skibets historie: Fra samme værft blev der samtidig bygget tre søsterskibe, SØLØVEN,

NARHVALEN og HAVHESTEN. Bådene blev dels anvendt til uddannelse og dels i eskadrerne under større øvelser. Fra 1914 indgik de i Sikringsstyrken, men allerede i 1916 blev de overført til reserven og blev udfaset i 1919.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet i Modelkammeret på Frederiksholm og senere på Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke, Orlogsmuseet på Christianshavn og herfra flyttet til Tøjhuset i 2016.

 

 

84 Skibsmodel, - Torpedobåden HAJEN, OMU 151

 Ud fra den udleverede liste fremgår det ikke, om det er den under OMU 155 beskrevne torpedobåd fra 1896 eller om det er motortorpedobåden P 501 fra 1954, som er de to eneste af flådens/søværnets skibe der har båret navnet ”Hajen”.

 

 

85 Skibsmodel, - Principmodel af dampchalup, ca. 1875, OMU 147

 Ud fra det oplyste, herunder Holcks afhandling fra 1939 over den Historiske Modelsamling, har det ikke været muligt at fastslå hvilken model registreringen omhandler. En mulighed kunne være en Dampbarkas af III-klasse nr. 51 fra 1877 – 1924, bygget i England, - længde 7,5 m, - som var den først byggede af disse fartøjer. Et fartøj hvoraf der efterfølgende blev bygget 12 enheder frem til 1897. Dampbarkasserne var beregnet til at medføres om bord i de større skibe og blev bygget i 3 klasser, - hvor fartøjerne i I-klasse typisk havde en længde på knap 11 meter og de mindste i III-klasse en længde på ca. 7,5 m.

 

 

 85 Skibsmodel, - Torpedobåd Nr. 1 før ombygn. til selvdrevne torpedoer, OMU 148

 85 Skibsmodel, - Torpedobåd Nr. 1 efter ombygn. til selvdrevne torpedoer, OMU 149

 De to modeller af TORPEDOBÅD No. 1, 1874 – 1894, er bygget i skala 1:50 i 1925 på Holmens Modelværksted af modelbyggemester (modellerer) Otto Christian Dørge på grundlag af det originale tegningsmateriale. Som det fremgår af registreringen viser model OMU 148 bådens udseende og udrustning med stangtorpedoer frem til 1880, og model OMU 149 bådens udseende og udrustning med selvbevægelige torpedoer fra 1880 til 1894, hvor den som patruljebåd blev udfaset. Modellerne er udført smukt, præcist og professionelt, som det kendetegner alle de af Dørge udførte modeller til Modelsamlingen.

 Konstruktør: John J. Thornycroft & Co

 Byggested: Thornycroft & Co, England

 Dimensioner: Længde 16,8 m, Bredde 2,3 m, Dybgang 0,7 m

 Fremdrivning: Dampmaskine, 50 hk, (1 skrue) 16,5 knob

 Besætning: 8

 Armering: - fra 1880 2 stk. selvbevægelige 35,5 cm torpedoer.

 Deplacement: 8 tons

 Skibets historie: Båden var oprindelig udrustet med slæbetorpedoer. Fra 1880 med selvdrevne torpedoer i en ramme på hver side af skroget, - en ændring der blev foretaget

hos Thornycroft i England. Som patruljebåd fra 1889 til udfasningen i 1894 blev den udrustet med 1 stk. 11 mm mitrailleuse.

 Modellerne har aldrig været udlånt, men alene været udstillet i Modelkammeret på Frederiksholm og senere på Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke, Orlogsmuseet på Christianshavn og i 2016 flyttet til Tøjhuset.

 

 

86 Skibsmodel, - Skruefregatten NIELS JUEL, Skala 1:48, OMU 093

 Modellen af Skruefregatten NIELS JUEL, 1855 – 1879, er bygget i skala 1:48 i 1895 på Holmens Modelværksted af modelbyggemester (kvartermand) E. Jørgensen og daværende assistent O.C. Dørge på grundlag af det originale tegningsmateriale. Modellen fremstår med fuld rigning med sejl udført i natursilke og med den oprindelige udrustning og armering, der er ekstremt detaljeret og veludført. Modellen er ikke bemalet, men viser utrolig præcis skrogets beplankning fra køl til ræling. Skorsten og kanonerne fremstår, blanke (forzinkede), hvilket var et internationalt modefænomen inden for modelbygning fra sidste halvdel af 1800-tallet til omkring Anden Verdenskrig. Modelarbejdet kan i øvrigt kun betegnes som helt unikt og aldeles fremragende. I virkeligheden var skibet som flådens øvrige store skibe kobberforhudet op til vandlinjen, mens skorstenen og skroget var sortmalet med den klassiske hvide batterilinie med sorte kanoner og kanon-porte, som søsterskibet JYLLAND i dag ses som museumsskib i Ebeltoft.

 Konstruktør: Fabrikmester O. Suenson

 Byggested: Nyholm, bygget i eg

 Dimensioner: Længde 62,5 m, Bredde 13,2 m, Dybgang 5,9 m

 Fremdrivning: Sejl og dampmaskine 900 hk, (1 hejsbar skrue) 9,3 knob

 Besætning: 400

 Armering: Oprindelig 42 stk. 30-pundige kanoner

 Deplacement: 2300 tons

 Skibets historie: Skibet var det første af flådens store skibe der blev bygget uden galion med den faste stævn forløbende helt ud til skægget, dvs. udformet som det man i dag kender som et skibs stævn. Frem til 1860 blev der bygget to søsterskibe, SJÆLLAND og JYLLAND, den sidste lidt længere og med 2 kanoner mere. Alle tre skibe blev betegnet som særdeles gode søskibe. Under krigen 1864 var de tre skibe krigsudrustet, hvor NIELS JUEL som kommandoskib sammen med JYLLAND og skruekorvetten HEJMDAL var stationeret i Nordsøen, hvor de den 9.5. ved Helgoland kom i kamp med en Østrigsk flådestyrke på 2 skruefregatter og 3 Preussiske kanonbåde, hvorunder det Østrigske kommandoskib Schwarzenberg blev skudt i brand, hvad der fik den fjendtlige styrke til at afbryde kampen og søge ind på britisk neutralt område ved Helgoland. I 1865 var NIELS JUEL på togt i Middelhavet og herefter oplagt og udfaset i 1879, men anvendt som kaserneskib til 1888.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet i Modelkammeret på Frederiksholm, 1940 evakueret og udstillet på Frederiksborg Slot og senere på Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke, Orlogsmuseet på Christianshavn og fra 2016 i Tøjhuset.

 

 

87 Skibsmodel, - 1999, - Briggen ØRNEN, Skala 1:30, 2002:145

 Modellen af briggen ØRNEN, 1842 – 1866, er bygget i skala 1:30 i 1999 af Peter Lomholt Maack, OMBL, på grundlag af det originale tegningsmateriale. Modellen fremstår som fuldrigget med sejl og med det oprindelige udseende, udstyr, udrustning

og armering, herunder bemaling og kobberforhudning. Modellen er udført præcist og perfekt i overensstemmelse med de for museet og OMBL gældende normer, - og med det for alle Peter Maacks modeller til Orlogsmuseet, - realistiske og levendegørende præg.

 Konstruktør: Fabrikmester Andreas Schifter

 Byggested: Nyholm, bygget i eg

 Dimensioner: Længde 31,8 m, Bredde 8,8 m, Dybgang 4,2 m

 Fremdrivning: Sejl, fuldrigget på to master, sejlareal 965 m2

 Besætning: 95

 Armering: 16 stk. 18 P kanoner

 Deplacement: 390 tons (202 læst)

 Skibets historie: I perioden 1818 – 1842 blev der bygget 7 næsten ens enheder af denne type, hvoraf ØRNEN var den største. Skibene blev betegnet som gode søskibe. ØRNEN var 1843 – 44 på togt til Sydamerika. 1845 – 46 til Middelhavet, Guinea og Vestindien og samme togt 1847 – 49, hvorunder den var stationeret ved de Dansk Vestindiske Øer under slaveoprøret, der førte til deres frigivelse i 1849. Krigsudrustet 1849 – 50. Herefter periodevis togter til Vestindien indtil 1859, hvor den blev sendt på togt til Island og Grønland. Udfaset 1866 og ophugget 1871.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn, og fra 2016 i Tøjhuset.

87 Skibsmodel, - 2000, - Skonnerten DELPHINEN, Skala 1:30, 2002:146

 Modellen af skonnerten DELPHINEN, 1827 – 1861, er bygget i skala 1:30 i 2000 af Peter Lomholt Maack, OMBL, på grundlag af det originale tegningsmateriale. Modellen fremstår som skonnertrigget med sejl og med det oprindelige udseende, udstyr, udrustning og armering, herunder bemaling og kobberforhudning. Modellen er udført præcist og perfekt i overensstemmelse med de for museet og OMBL gældende normer, - og med det for alle Peter Maacks modeller til Orlogsmuseet, - realistiske og levendegørende præg.

 Konstruktør: Andreas Schifter

 Byggested: Nyholm, bygget i eg

 Dimensioner: Længde 16,9 m, Bredde 5,2 m, Dybgang 2,2 m

 Fremdrivning: Sejl, skonnertrigget på to master, sejlareal 276 m2

 Besætning: 17

 Armering: 2 stk. 3 P kanoner og 2 stk. 1 P falkonetter

 Deplacement: 39 tons (20,2 læst)

 Skibets historie: I 1832 blev der uden ændringer bygget søsterskibet PILEN. I perioden 1827 – 1833 var DELPHINEN vagtskib i Store Bælt. I 1833 blev det indrettet til brug for tronfølgerens sejlads rundt i Danmark. Fra 1837 – 1842 igen vagtskib i Store Bælt. Krigsudrustet 1848 og 1849. 1851 – 54 atter vagtskib i Store Bælt. 1859 togt i danske farvande. 1861 udfaset og ophugget 1866.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet på Orlogsmuseet på Christi- anshavn og fra 2016 i Tøjhuset.

 

 

88 Skibsmodel, - Ca. 1855, Hjuldampskibet SLESVIG, oprindeligt COPENHAGEN, OMU 088

 Den registrerede oplysning er desværre fejlagtig, - en oplysning der beklageligvis også er anført på skiltningen ved modellen, der aktuelt er udstillet i Tøjhuset, - en fejl lauget tidligere har gjort skriftlig opmærksom på i 2012 og 2016. Problemet er, at modellen ikke kan forestille Slesvig, der havde et fyldigere skrog og kun var forsynet med en lodret skorsten, mens modellen er udstyret med to elegante skråtstillede skorstene på et langt velproportioneret skrog, - og derfor helt klart er en model af det første egentlige kongeskib, hjuldampskibet DANNEBROG 1879 – 1931. Modellen er smukt udført, men uden nogen form for detaljer og uden angivelse af skalaforhold. Hvornår og af hvem den er udført vides ikke. Et kvalificeret bud kunne være, at den er udført som værftsmodel på B&Ws skibsværft i København, hvor skibet blev bygget 1878 – 79.

 Konstruktør: Orlogsværftet og B&W

 Byggested: B&Ws skibsværft, Kbh. bygget i jern

 Dimensioner: Længde 60,7 m, Bredde 8,2 m, Dybgang 3,2 m. 1906 forlænget til 71,3 m

 Fremdrivning: Dampmaskine, 2 skovlhjul, 1450 hk, 13 knob

 Besætning: 56

 Armering: 2 stk. 37 mm RV

 Deplacement: 876 tons, - fra 1906 1086 tons.

 Skibets historie: Skibet er det første egentlige kongeskib bygget og beregnet til formålet. Frem til 1906 var det udrustet hvert år. 1906 – 1908 blev det hovedrepareret og forlænget. Herefter var det udrustet hvert år til 1914, hvor det under 1. Verdenskrig blev oplagt til 1919, hvor det igen blev udrustet hver sommer, indtil det i 1931 blev udfaset og solgt til ophugning i 1934.

 Modellen har så vidt vides kun været udstillet i Modelkammeret på Frederiksholm indtil 1940 og derefter fra 2016 i Tøjhuset.

 

 

88 Skibsmodel, - Moderne, - Hjulskibet GEJSER, Skala 1:50, OMU 089

 Modellen af hjulskibet GEJSER, 1844 – 1879, i skala 1:48, er bygget 1990 af Erik Skive, OMBL, på grundlag af det originale tegningsmateriale. Modellen fremstår med skibets oprindelige udseende, udstyr, udrustning og armering. Modellen er et stykke fremragende modelarbejdet, hvor der er gjort ekstremt meget ud af de mange detaljer, - men helt bevidst uden bemaling eller kobberforhudning.

 Konstruktør: Fabrikmester Andreas Schifter

 Byggested: Nyholm, bygget i eg

 Dimensioner: Længde 49,4 m, Bredde 8,0 m, Dybgang: 3,6 m

 Fremdrivning: Dampmaskine, 4 cyl., 2 kedler, 2 skovlhjul, 160 hk, 9 knob

 Besætning: 50

 Armering: 2 stk. 60 P kanoner, 6 stk. 18 P kanoner

 Deplacement: 666 tons

 Skibets historie: Fra 1845 -47 sejlede GEJSER som postdamper mellem Kbh. og Stettin Under krigen 1848 – 50 var den krigsudrustet. Den 5. april 1849 deltog den i aktionen ved Eckernførde, hvor linjeskibet Chr. 8 sprang i luften og fregatten Gefion blev erobret af oprørerne. GEJSER selv blev ramt i maskinen og måtte trække sig ud, efter at den forinden havde forsøgt at slæbe fregatten ud af fjorden. Efter krigen sejlede den igen i postfart med en kortvarig krigsudrustning i 1861. I 1864 blev den igen krigsudrustet, og derefter overvejende anvendt som transportskib. 1879 blev den udfaset og i 1891 ophugget.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn og fra 2016 i Tøjhuset.

 

 

89 Skibsmodel, - 1848, - Orlogsskibet DANNEBROG, Skala 1:48, OMU 094

 Modellen af orlogsskibet, - eller rettere Danmarks sidste linjeskib DANNEBROG, 1850 – 1862, er bygget i 1888 i skala 1:48 på Holmens Modelværksted af kvarter-formand, modelbyggemester Edv. Jul. Jørgensen på grundlag af det originale tegningsmateriale. Modellen fremstår med fuld rigning med sejl i natursilke med meget fine detaljer, og med den oprindelige udrustning og armering, der er ekstremt detaljeret og veludført. Modellen er delvis bemalet, dvs. at de udvendige langsgående batterilinjer, - der i virkeligheden var hvidmalede, alene er lakeret, mens skibssiden i øvrigt fra vandlinjen og op til rælingen er korrekt sortmalet. Skroget under vandlinjen, - der i virkeligheden var kobberforhudet, er ligeledes lakeret og viser utrolig præcis skrogets beplankning fra køl til ræling. Galionen og agterspejlets dekorationer er forgyldt og delvis bemalet og fremstår som et yderst fornemt og veludført træskærerarbejde. Kanonerne fremstår blanke (forzinkede), selvom de også i virkeligheden, som støbejernskanoner, var sorte. Modelarbejdet kan som helhed kun betegnes som helt unikt og aldeles fremragende. Modellen blev sammen med modellen af krydseren Valkyrien fra 1888 færdigbygget og udstillet på Den Store Nordiske udstilling, - der sommeren 1888 under stor international opmærksomhed blev afholdt i København.

 Konstruktør: Fabrikmester Andreas Schifter

 Byggested: Nyholm, bygget i eg.

 Dimensioner: Længde 58,3 m, Bredde 15,7 m, Dybgang 6,7 m

 Fremdrivning: Sejl, fuldrigget på tre master, 2637 m2,

 Besætning: 692

 Armering: 72 stk. 30 P kanoner

 Deplacement: 2754 tons

 Skibets historie: Skibet var bygget kraftigere end noget andet tidligere linjeskib i den danske flåde, ligesom det var det første af flådens linjeskibe med en enhedsarmering på 72 stk. 30 pundige kanoner. På det øverste åbne dæk blev der i hver side anbragt flere kanonporte end normalt, så det i givet fald var muligt at flytte samtlige her anbragte 12 kanoner til en af siderne. DANNEBROG blev i øvrigt betegnet som det mest velsejlende og mest vellykkede linjeskib nogensinde i flådens historie. Skibet var første gang udrustet i 1853. I 1861 var det krigsudrustet, men allerede i 1862 blev det besluttet at ombygge det til ”panserklædt korvet” på grund af den internationale udvikling inden for krigsskibsbygning, - se under OMU 095.

 Modellen var første gang udstillet på Den Store Nordiske udstilling i 1888, derefter i Modelkammeret på Frederiksholm, - i 1940 evakueret og udstillet på Frederiksborg Slot til 1950, senere på Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke, Valdemar Slot på Tåsinge, Admiral Hotel i Kbh., Orlogsmuseet på Christianshavn og fra 2016 i Tøjhuset. Under udstillingen på Admiral Hotel blev modellen i 1980`erne stjålet, men senere, - stort set uskadt, genfundet af Kbh.s politi i et kolonihavehus på Amager.

 

 

89 Skibsmodel, - 1997, - Panserfregatten DANNEBROG, Skala 1:50, OMU 095

 Modellen af panserfregatten DANNEBROG, 1862 – 1875, er bygget i skala 1:50 i 1997 af Michael Prætorius, OMBL, til Orlogsmuseet på grundlag af det originale tegningsmateriale. Modellen fremstår med fuld rigning (barkrigget) og med det udseende og den udrustning, armering og pansring skibet fik i 1862 – 64 efter en total ombygning fra linjeskib til panserfregat. Det er en fin og illustrativ model, der skildrer skibets transformering fra smukt linjeskib til et ikke særlig kønt, men utvivlsomt praktisk panserskib under de givne forhold. Modellen fremstår helt korrekt med sort skrog, gule master og gul skorsten.

 Konstruktør: O. Suenson

 Byggested: Nyholm og Dokøen (Tørdok)

 Dimensioner: Længde 65,5 m, Bredde 15,5 m, Dybgang 7,1 m

 Fremdrivning: Sejl, barkrigget på 3 master., dampmaskine 1150 hk, (l skrue) 8,7 knob

 Besætning: 330

 Armering: 6 stk. 20,3 cm FK, 10 stk. 15,2 cm FK (Oprindelig 16 stk. 60 P kanoner)

 Deplacement: 3009 tons

 Skibets historie: Ved ombygningen blev skibet beklædt med 134 smedejernsplader med en tykkelse på 114 mm og en samlet vægt på 457 tons. Pladerne blev bukket og tilpasset af Baumgarten og Burmeister, men monteret på træskroget på Nyholm og i tørdokken på Dokøen. I marts 1864 var ombygningen færdig og skibet blev krigsudrustet. Efter krigen blev skibet kun udrustet en gang i 1870. I 1875 blev det udfaset, og herefter anvendt som kaserneskib til 1896 inden det blev brugt som skydemål og ophugget i 1898.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn, og fra 2016 i Tøjhuset.

 

 

92 Skibsmodel, - ? - FLÅDEBATTERI NR. 1, Skala 1:50, Uregistreret.

 Modellen af FLÅDEBATTERI NR. 1, 1787 – 1808, er bygget i skala 1:50 i 1926 på Holmens Modelværksted af modelbyggemester (modellerer) Otto Christian Dørge og daværende hjælper Erik Werge på grundlag af det originale tegningsmateriale. Modellen fremstår med det udseende, udrustning og armering med de specielle slæderaperter, batteriet med stor sikkerhed var udrustet med under Slaget på Rheden den 2. april 1801 under kommando af den 17-årige sekondløjtnant Peter Willemoes. Modellen er smukt og instruktivt udført, som det kendetegner alle de af Dørge udførte modeller til Model-kammeret.

 Konstruktør: Fabrikmester Henrik Gerner

 Byggested: Holmen - bygget på vandet som massiv flåde af pommersk fyr

 Dimensioner: Længde 44 m, Bredde 12,9 m, Dybgang 1,0 m

 Fremdrivning: Ingen, skulle slæbes til forankringsstedet.

 Besætning: 156

 Armering: 20 stk. 24 P kanoner, - kunne dog armeres med 24 stk. 24 P kanoner.

 Deplacement: 528 tons (275 læst)

 Skibets historie: Udrustet første gang i 1789, hvor den var udlagt på Kbhs Red. I marts mdr.1801 blev den udlagt i defensionslinien mellem Trekroner og Lynetten. Under slaget den 2. april blev den meget medtaget, og omkring kl. 13 tvunget til at kappe anker-trosserne, hvorefter den drev mod nord. Den blev dog bjærget og varpet ind i havnen. I 1807 blev den taget af englænderne. Den blev dog senere fundet grundsat og efter reparation stationeret ud for Kastrup. I 1808 blev den kasseret og ophugget 1809.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet i Modelkammeret på Frederiksholm og herfra evakueret i 1940 til Frederiksborg Slot, hvor den sammen med en række andre af samlingens modeller var udstillet til 1948-50, og senere på Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke, Orlogsmuseet på Christianshavn og i 2016 flyttet til Tøjhuset.

 

 

Skibsmodel, - 1811, - Briggen LOUGEN, OMU 086

 Modellen af briggen LOUGEN, 1805 – 1814, er bygget i skala 1:48 i 1895 på Holmens Modelværksted af modelbyggemester (kvarterformand) E. Jørgensen og daværende assistent O.C. Dørge på grundlag af det originale tegningsmateriale. Modellen fremstår med fuld rigning med et i forhold til skibets størrelse enormt sejlareal udført i natursilke og med den oprindelige udrustning og armering, der er ekstremt detaljeret og veludført. Oprindeligt har modellen ikke været malet med den sorte udenbords farve, men alene været lakeret, hvilket forklarer modellens nuværende tilstand, der ser ud, som om den senere påførte sorte farve er forsøgt aftørret med en klud. Som det også gælder for Dørges andre modeller er kanonerne også her forzinkede, ligesom skrogets beplankning fra køl til ræling er markeret utrolig præcist. Modelarbejdet kan også med denne model kun betegnes som helt unikt og aldeles fremragende.

 Konstruktør: Fabrikmester Stibolt

 Byggested: Bodenhoff`s Plads, Christianshavn, bygget i eg.

 Dimensioner: Længde 29,4 m, Bredde 8,2 m, Dybgang 3,6 m

 Fremdrivning: Sejl, fuldrigget på to master, sejlareal 1153 m2, + 16 årer til vindstille

 Besætning: 85

 Armering: 18 stk. korte 18 P kanoner og 2 stk. lange 6 P kanoner

 Deplacement: 325,5 metriske tons

 Skibets historie: Fra 1807 var briggen stationeret i Norge, hvor den i marts 1808 havde en lang natlig kamp med den engelske orlogsbrig Childers, der blev fordrevet. Den 19.6.1808 erobrede skibet sammen med fire kanonbåde den engelske orlogsbrig Seagull ved Flækkerø. April 1814 blev skibet overtaget af Norge ved adskillelsen mellem Norge og Danmark. I 1825 blev den solgt til private redere. Som sine 11 søsterskibe blev de betegnet som gode søskibe, også når de blev anvendt uden for de indre danske farvande.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet i Modelkammeret på Frederiksholm, og herfra evakueret i 1940 til Frederiksborg Slot, hvor den sammen med en stor del af modelsamlingens modeller var udstillet til 1948-50 og senere på Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke, Orlogsmuseet på Christianshavn og i 2016 flyttet til Tøjhuset.

 

 

93 Skibsmodel, - 1800-tallet, - Kanonchalup i særudstilling, OMU 066

 Der er muligvis tale om modellen af en Holstensk kanonchalup fra 1848, der efter krigen 1848 – 50 blev afleveret i 1852 til Danmark i forbindelse med afleveringen af en mindre flådeafdeling på 2 dampskibe, 1 damp-båd, 1 skonnert og 12 rokanonfartøjer.

 Modellen ses registreret dels i Holcks afhandling fra 1939 om Modelsamlingen, og dels af Orlogsmuseet, ligesom der i Marinehistorisk Tidsskrift, april 1977, 10. årgang, nr. 2, blev bragt en fyldig artikel om Den Slesvig-holstenske Marine 1848 – 1851, bl.a. med fotos af modellen og af de tegninger der blev udarbejdet af Søetatens konstruktionskammer i 1853, og som i dag opbevares i RA. Modellens skalaforhold ses imidlertid ikke oplyst i det omtalte materiale. I Holcks afhandling omtales modellen som stor og meget smuk, ligesom de nævnte fotos viser en meget detaljeret rigget model med tre master og luggersejl.

 Konstruktør: Skibskonstruktør Dreyer fra Altona, uddannet på konstruktionsskolen på Nyholm.

 Byggested: Formentlig Kiel, bygget i eg

 Dimensioner: Længde 20,2 m, Bredde 4,6 m, Dybgang 0,9 m

 Fremdrivning: Sejl, luggersejl på 3 master

 Besætning: 50

 Armering: 2 stk. 60 P bombekanoner

 Deplacement: 39 metriske tons

 Skibets historie: De 12 Holstenske kanonchalupper blev bygget i stor hast som en forbedret udgave af den danske kanonchalupper/kanonbåde, bl.a. med en større sejlføring i form af luggersejl på tre master, og med flat agterspejl (platgattet). Kanonerne var anbragt i drejelige pivotslæde-affutager. Efter afleveringen i 1852 til Danmark, blev de omdannet til transportpramme og udfaset i perioden 1862 -67.

 Modellen har så vidt vides aldrig været udlånt, men alene været udstillet i Modelkammeret på Frederiksholm og herefter ikke i fast udstilling.

 

 

94 Skibsmodel, - 1986, - Den britiske brig SEALARK, 1848, Skala 1:48, 2002:152

 Modellen af den britiske brig (sloop) SEALARK, 1843 – 1898, er bygget i skala 1:48 i 1986 af Peter Lomholt Maack, OMBL, og doneret samme år til Orlogsmuseet. Modellen er udført på grundlag af kopier af det originale tegningsmateriale fremskaffet fra NMM, Greenwich. Modellen er smukt og detaljeret udført og fremstår med den for skibet oprindelige bemaling, udrustning, armering, kobberforhudning og rigning med sejl. Selvom skibet på intet tidspunkt har haft forbindelse eller berøring med Danmark, er modellen interessant ved at vise den store lighed, der var mellem datidens orlogsskibe, hvilket eksempelvis helt klart fremgår ved at sammenligne SEALARK med modellen af den samtidige danske brig ØRNEN fra 1842.

 Konstruktør: Portsmouth Dockyard, England

 Byggested: Portsmouth Dockyard, bygget af eg

 Dimensioner: Længde gundeck 27,5 m, Bredde 9,0 m, Dybgang ca. 4,0 m

 Fremdrivning: Sejl, fuldrigget på to master

 Besætning: 80

 Armering: 8 – 12 stk. 18 P kanoner

 Deplacement: 319 metriske tons

 Skibets historie: SEALARK var et af de sidste, - hvis ikke det sidste – rene sejlskib i den engelske flåde. I perioden 1847 – 1850 var det tilknyttet Royal Navys West-Afrika Squadron, der kontrollerede og jagtede skibe der fragtede slaver fra Vestafrika til Caribien og Sydamerika. I 1875 blev det indrettet som træningsskib, indtil det i 1898 blev udfaset og solgt.

 Modellen har aldrig været udlånt, men alene været udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn og i 2016 flyttet til Tøjhuset.

 

 

G Skibsmodel, - KRONBORG, OMU 335

 Modellen af ubåden KRONBORG, 1978/2001 – 2004, er bygget i skala 1:50, 2002 – 2004 af Poul H. Beck, OMBL, til Orlogsmuseet, på grundlag af det originale tegningsmateriale stillet til rådighed af Kockumsværftet i Malmø, Søværnets Materiel-tjeneste, og i samarbejde (fotos) med U-bådseskadren i Frederikshavn, herunder besøg på værftet i Karlskrona i forbindelse med bådens udrustningsmæssige tilpasning til Nato-standard og anvendelse i den danske flåde. Modellen er udført i nøje overensstemmelse med bådens udseende med bemaling, udrustning og udstyr, men uden penants (Nato-nr.), som flåden af sløringsmæssige grunde ophørte med at anvende på ubådene fra omkring 1970.

 Konstruktør: KOCKUMS, Malmø

 Byggested: KOCKUMS, Malmø 1978, ombygget s.st. 1987 – 88.

 Dimensioner: Længde 57,9 m, Bredde 5,6 m, Dybgang 5,6 m:

 Fremdrivn.: Diesel-elektrisk 2100 hk,+ Sterlingm. 1800 hk, (l skrue) 10/20 knob

 Besætning: 27

 Armering: 6 stk. 53,3 cm torpedorør + 2 stk. 40 cm torpedorør (medbr. i alt 12 torp.)

 Deplacement: 1218 metriske tons

 Skibets historie: Svenskbygget ubåd af Näcken-kl., specielt udviklet til invasionsforsvar.

Fra 1987 – 88 blev båden forlænget med en midtskibs sektion på 8 meter for at install. en Sterlingmotor, der producerer strøm til batterierne under neddykket sejlads ved hjælp af oxygen, ligesom den er meget lydsvag og uden vibrationer, - hvorved båden kunne sejle neddykket i et operationsområde i 10 – 14 dage med en fart på 3 – 4 knob. I 2001 blev den lejet af Søværnet med forkøbsret, hvorefter den gennemgik en række tekniske ændringer til Nato-standard på værftet i Karlskrona. Ved forsvarsforliget 2004 blev det danske ubådsvåben nedlagt og KRONBORG blev efter kommandostrygning den 27. okt

2004 tilbageleveret til Sverige.

 Modellen har alene været udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn og fra 2016 på Orlogsmuseets udstilling i Tøjhuset.

 

 

I Skibsmodel, - SPÆKHUGGEREN, IND 065-2004-12

 Modellen af ubåden S 327 SPÆKHUGGEREN, 1957 – 1989, DELFINEN-klassen, er bygget i skala 1:50, formentlig omkring 1957 på Holmens Modelværksted af model-byggemester (modellerer) Erik Werge til Ubådseskadren på Holmen og ved eskadrens flytning omkring 1990 medtaget til Frederikshavn, hvorfra den ved ubåds-våbnets nedlæggelse i 2004 blev overdraget til Orlogsmuseet, sammen med modeller af ubådene DAPHNE og HAVMANDEN fra 1925 og 1937, begge bygget af Dørge og i dag udstillet i Tøjhuset., samt en model af ubåden NARHVALEN 1968, formentlig bygget af Werge og ligeledes udstillet i Tøjhuset. Derimod er modellen af SPÆK-HUGGEREN ikke udstillet, idet man både på Orlogsmuseet på Christianshavn og fra 2016 i Tøjhuset har valgt at udstille modellen af klassebåden S 326 DELFINEN, 1956 – 1983, bygget i skala 1:50 i 2002 af Poul H. Beck, OMBL. til Orlogsmuseet, på grundlag af det originale tegningsmateriale. Begge modeller er udført i nøje overensstemmelse med bådenes form og daværende udstyr, udrustning og bemaling med penants (Nato-nr.), hvorimod der er en klar forskel mellem modellernes bemaling; - idet modellen af SPÆKHUGGEREN er unaturlig blank og skinnende i både den sorte og mønjefarvede bund-bemaling, hvorimod modellen af DELFINEN bevidst er naturlig afdæmpet og mat som det var i virkeligheden.

 Konstruktør: Orlogsværftet

 Byggested: Orlogsværftet, bygget i specielstål

 Dimensioner: Længde 53,9 m, Bredde 4,7 m, Dybgang 4,0 m

 Fremdrivning: Diesel-elektrisk, 1200/2100 hk (2 skruer) 14/16 knob

 Besætning: 33

 Armering: 4 stk. 53,3 cm torpedorør, (medbringer i alt 8 torpedoer

 Deplacement: 522 tons, neddykket 649 tons:

 Skibets historie: Bådene af Delfinen-klassen var de første danskbyggede ubåde efter II-Verdenskrig som en forbedret udgave af den engelske V-klasse, som flåden havde haft i udlån i perioden 1947 – 59. Bådene, i alt fire, blev bygget med indbygget snorkel og med sin strømlinjeform tænkt og bygget som et egentligt undervandsfartøj. I starten af 1970`erne blev bådene modificerede og udstyret med det svenske TORCI-ildledelsessystem samt trådstyrede torpedoer. DELFINEN blev udfaset i 1983 og ophugget i 1984 mens SPÆKHUGGEREN blev udfaset i 1989 og ophugget. Mens den sidst byggede båd af denne klasse SPRINGEREN udgik i 1990; men overtaget og bevaret som museumsbåd i Ålborg.

 Som nævnt, har kun modellen af DELFINEN været udstillet, i første omgang på Orlogsmuseet på Christianshavn og fra 2016 på Orlogsmuseets udstilling i Tøjhuset.

 

 

 

 

 

 

 

III

 

 

 

 

Øvrige modeller eller genstande med en på museets liste fejlagtig eller ufuldstændig proveniens, - samt modeller hvorom museet efterfølgende har ønsket oplysninger.

 

Et billede, der indeholder transport, vandfartøj, sky, udendørs

 

Automatisk genereret beskrivelse

0 Maleri, 1859, Linieskibet DANNEBROG ved engelsk kyst, I.C. Neumann

Som det fremgår af titlen, skulle billedet skildre linieskibet DANNEBROG opankret ved en engelsk kyst. De eneste danske linjeskibe der efter englænder-krigene har været på togt uden for de indre danske farvande og Østersøen er imidlertid DRONNING MARIE i 1834 og SKJOLD i 1836, begge skibe af DRONNING MARIE- klassen, hvoraf der i perioden 1821 – 1833 blev bygget 4 enheder. Endvidere linjeskibet CHRISTIAN VIII i 1841på togt i Nordsøen umiddelbart efter sin færdigbygning, mens DANNEBROG i 1853 som helt nyt på sit eneste fredstidssommertog alene besejlede Østersøen og de indre danske farvande.

 

Det på billedet skildrede linjeskib er helt klart et skib af DRONNING MARIE-klassen, hvilket fremgår af kanonportenes placering og den manglende forhøjning af den agterste del af skandseklædningen, hvilket skyldtes, at klassens fire skibe ikke var forsynet med en hytte på den agterste del af øverste dæk i modsætning til CHRISTIAN VIII og DANNEBROG, der begge var udstyret med denne særlige bekvemmelighed til brug for skibschefen, navigation m.m.

 

***

 

10 Geografisk model, 1998, Diorama forestillende søslaget i Sundet 1658, mangler nr.

 Dioramaet af søslaget i Øresund 29. okt. 1658 mellem den Hollandske og Svenske flåde i skala 1:1800 er bygget 1996 af Emanuel Bassols, OMBL, til Orlogsmuseet, primært på grundlag af Van der Veldes samtidige øjenvidneskildringer af slaget samt samtidige kort over Kronborg, Helsingør og Hälsingborg, herunder samtidige beskrivelser af de nedbrændte bygninger i Helsingør. Med hensyn til skildringen af havet under de vind- og vejrforhold der sandsynligvis forekom under slaget, optog flyvevåbnet under tilsvarende forhold en række luftfotos af farvandet mellem Helsingør/Hälsingborg og Hven, og dermed et uvurderligt grundlag for udformningen af modellens yderst realistiske havoverflade med de varierede vanddybders farvespil mellem mørke og lysere områder. Modellen er i øvrigt helt unik, også internationalt, hvor det på trods af skalaforholdet er skabt de utroligste detaljer, som kun har været muligt på grund af Bassols helt specielle nærsyn, tålmodighed, dygtighed og enestående historiske indsigt.

 Modellen har fra starten været udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn og herfra udlånt i en periode til en særudstilling på Nederlands Scheepvaart Museum i Amsterdam i slutningen af 1990`erne. Fra 2016 udstillet permanent på Orlogsmuseets udstilling i Tøjhuset.

 

 

12 Geografisk model, 1990, Diorama forestillende søslaget i Køge Bugt 1677, mangler nr.

 Dioramaet af søslaget i Køge Bugt 1. juli 1677 mellem den danske og svenske flåde i skala 1:1800 er færdigbygget 1993 af Emanuel Bassols, OMBL, til Orlogsmuseet.

 Grundlaget for den viste situation, - slagets anden fase, - gennembruddet af den svenske slaglinje, - som i øvrigt gennem mange år har været et forsat uafklaret diskussionsemne mellem en lang række marinehistorikere, - blev udarbejdet i samråd med Orlogsmuseets daværende direktør Ole Lisberg Jensen og Niels Probst, forfatter til værket ”Niels Juel, Vor største flåde-fører, Forsvarshistoriske skrifter nr. 2 fra 2005”. Som det var tilfældet med modellen af søslaget i Øresund 1658, blev der også i dette tilfælde ydet hjælp fra Flyvevåbnet i form af luftfotos af havområdet mellem Stevns og Falsterbo, hvor slaget som bekendt blev udkæmpet. Modellen er ligeledes unik med et væld af fine og utrolige detaljer.

 Modellen har alene været udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn og fra 2016 permanent på Orlogsmuseets udstilling i Tøjhuset.

 

 

43 Geografisk model, 1967, Diorama forestillende Nyholm 1760, skala 1:250,mangler nr.

 Dioramaet af Nyholm 1760 i skala 1:250 er færdigbygget 1967 af Holmens modelbyggemester Erik Werge som hans sidste store opgave. Modellen er udført på grundlag af alt tilrådighedværende materiale i RA om forholdene, bygningerne og flådens skibe omkring 1760. Modellen er et mesterværk med fornemme og eminent udførte detaljer, både med hensyn til bygningerne og ikke mindst de skildrede skibe, herunder flere skibe under bygning. Meget forståelig er modellen anvendt som illustration i flere værker om flådens historie, ligesom den med hensyn til skala og detaljering blev normgivende for de efterfølgende af OMBL byggede dioramaer af Gammelholm 1760 og Holmen 1968.

 Modellen blev i første omgang opstillet i Orlogsmuseets midlertidige lokaler på Quinti Lynette og fra 1989 i det da nyindrettede Orlogsmuseum på Christianshavn og fra 2016 permanent på Orlogsmuseets udstilling i Tøjhuset, begge steder med et lys- og høre-telefonanlæg til brug for publikum.

 

 

44 Geografisk model, 1993, Diorama forestillende Gammelholm ca. 1790, mangler nr.

 Dioramaet af Gammelholm 1760 i skala 1:250 er færdigbygget 1990 af Henning Strarup med flere, OMBL, til Orlogsmuseet. Arbejdet med modellen (diorama) blev igangsat på initiativ af Orlogsmuseets daværende direktør Ole Lisberg Jensen og OMBL med inspiration og norm, herunder skalaforhold fra den af Erik Werge udførte model af Nyholm 1760.

 Grundlaget for skildringen af terræn, bygninger m.m. var dels det på RA bevarede tegningsmateriale af de daværende bygninger og anlæg, som på nær Holmens kirke og en rest af den store reberbane i dag er forsvundet, og dels Gjeddes såkaldte eleverende kort over København fra 1740`erne. Ved disposition af modellens geografiske udstrækning blev der af hensyn til publikums orientering lagt vægt på, at medtage en række stadig eksisterende bygninger udenfor det daværende militære område, bl.a.: Børsen og Charlottenborg, ligesom der også blev medtaget en del af Christianshavn omkring Strandgade, hvor flådens tørdok fra 1736 var placeret.

 Modellen er vellykket og illustrativ, men selvom den bestemt er god, er den dog i detaljerne ikke af samme finhedsgrad som Werges model af Nyholm.

 Modellen har alene været udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn og fra 2016 permanent på Orlogsmuseets udstilling i Tøjhuset, begge steder med et lys- og høre-telefonanlæg til brug for publikum.

 

 

83 Diorama 2005, Holmen i 1968, OMU 24690

 Dioramaet af Holmen 1968 i skala 1:250, formelt færdigbygget 2006 efter en byggeperiode på ca. 7 år af Poul H. Beck med flere, OMBL, til Orlogsmuseet på initiativ af Ole Lisberg Jensen og OMBL, hvorunder det blev det bestemt, at modellen skulle skildre forholdene på Holmen, som de tog sig ud i 1968, hvor Holmen stadig var flådens hovedbase og Orlogsværftet stadig fungerede som flådens nybygnings- og vedligeholdelsesværft, inden det i 1970 blev reduceret til alene at være en stærkt reduceret vedligeholdelsesfunktion.

 I første omgang var det tanken, at modellen kun skulle omfatte Frederiksholm og Dokøen, dvs. det daværende egentlige værftsområde. Men efter et par år var der både vilje og lyst til at udvide opgaven til at omfatte hele Holmen, dvs. fra hovedindgangen i syd fra Christianshavn og op til Holmens nordligste punkt med flagbatteriet og i bredden vest-øst med hele flådens leje og en begrænset del af Margretheholm, hvilket betød at modellen blev 6 meter lang og 3 meter bred. Undervejs blev der indsamlet et nærmest uoverskueligt antal områdeplaner med veje, stier, belysning, kajanlæg, beplantning, skiltning og bygningstegninger af områdets mange bygninger og anlæg lige fra de kendte historiske bygninger til læ- og cykelskure m.m. Indsamlingen af materialet omfattede et meget imødekommende og engageret samarbejde med Forsvarets daværende bygnings-tjeneste, Statens ejendomsselskab Freja, Københavns kommune, og Rigsarkivet, samt Søværnets daværende Materielkommando, hvorfra der blev leveret tegninger af alle Søværnets daværende skibe.

 Bygningen af modellen, dvs. monteringen af modellens mange enkeltdele, fandt sted i selve udstillingsrummet på Orlogsmuseet i den af lauget designede udstillingsmontre, der afslutningsvis blev udstyret med et elektronisk guidesystem betalt af Tuborg-fonden.

 Som dioramaet af Gammelholm er modellen bygget i samme skala som Werges model af Nyholm i skala 1:250 og efter bedste evne inspireret af og tilstræbt en kvalitet og nøjagtighed som den af Werge perfekte og eminent udførte model af Nyholm.

 Modellen har alene været udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn og fra 2016 overflyttet og uden ændringer permanent udstillet på Orlogsmuseets udstilling i Tøjhuset.

 

 

90 Geografisk model, 1998, Diorama forestillende slaget ved Dragør 1808, OMU 130

 Dioramaet af slaget ved Dragør 20. okt. 1808 mellem det britiske linjeskib Africa og to store grupper af danske kanonbåde i skala 1:200 er færdigbygget 1997 af laugets daværende formand Per Jessen med flere, OMBL, til Orlogsmuseet.

 Modellen er smukt og yderst detaljeret udført, hvor ikke mindst modellen af det britiske linjeskib med utrolig mange detaljer herunder de mange ombordværende og aktiviteterne på de mange kanonbåde, på trods af skalaforholder, er levendegjort på en dybt imponerende måde.

 Grundlaget for modellens disponering af de deltagende fartøjers placering og aktiviteter er en række samtidige skildringer af slaget, bl.a. bevarede logbøger m.m., samt originalt tegningsmateriale fra RA af kanonbådene og med hensyn til linjeskibet kopier af de originale konstruktionstegninger rekvireret fra National Maritime Museum i Greenwich.

 Modellen har alene været udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn og fra 2016 overflyttet og siden permanent udstillet på Orlogsmuseets udstilling i Tøjhuset.

 

 

91 Geografisk model, 1985, Diorama forestillende slaget på Reden 1801, OMU 131

 Dioramaet af Slaget på Rheden den 2. april l801 mellem den engelske og danske flåde i skala 1:1800 er færdigbygget 1989 af Emanuel Bassols, OMBL, til Orlogsmuseet.

 Grundlaget for den viste situation, der skildrer slagets første indledende fase, hvor den engelske slaglinje efter opsejlingen sydfra gennem Kongedybet er kommet på plads, er dels samtidige skildringer, logbøger, beskrivelser og kort over flådens leje og de dengang forholdsvis nyanlagte åbne og primitive søforter Trekroner og Lynetten, samt en række senere historiske værker og redegørelser for slaget. Endvidere bevaret og relevant tegningsmateriale af både den engelske og danske flådes deltagende enheder. Modellen var den første af de tre dioramaer Bassols har udført til museet, - en model, der med et eminent håndelag og dygtighed er enestående og kvalitetsmæssigt fuldt på højde med de to andre dioramaer Bassols nåede at berige museets samlinger med.

 Modellen har alene været udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn og fra 2016 overflyttet og siden permanent udstillet på Orlogsmuseets udstilling i Tøjhuset.

 

Et billede, der indeholder skib, transport, vandfartøj, Flådearkitektur

 

Automatisk genereret beskrivelse

Model af panserskibet (kystforsvarsskibet) Niels Juel, museal reg. ?,

Modellen af panserskibet Niels Juel, 1918 – 1943, i skala 1:50, er med stor sikkerhed bygget som ”dispositionsmodel” omkring 1935-36 på Holmens modelværksted til brug for Orlogsværftets konstruktionskontor i forbindelse med skibets omfattende ombygning og modernisering, hvor det bl.a. blev udstyret med et moderne og effektivt ildledelsessystem. En ombygning der medførte en markant ændring af dets profil og udseende. Denne antagelse skyldes, at selvom modellen er udført nøjagtig og målfast, er den udført skematisk og uden de finere detaljer, som det ellers ville være tilfældet, hvis den var udført som udstillings- og museumsmodel.

Konstruktør: Orlogsværftet

Dimensioner: Længde 90 m, Bredde 16,3 m, Dybgang 5,0 m

Fremdrivning: 2 dampmaskiner og 4 kedler, 6000 hk, 16 knob

Besætning: 369

Armering: 10 stk. 15 cm K, 2 stk. 40 mm K, 10 stk. 20 mm K, 14 stk. 8 mm rekylg., 2 stk. 45 cm torpedorør, samt 2 stk. 57 mm salut K.

Deplacement: 3800 tons

 

Skibets historie: Skibet blev køllagt i 1914 men først søsat i 1918. Det var oprindelig meningen, at det skulle have været bygget som en lidt større og forbedret udgave af de tre foregående panserskibe af Herluf Trolle-klassen med et lavt fribord og med en hovedarmering på 2 stk. 30,5 cm kanoner. Ved afslutningen af Første verdenskrig i 1918 blev byggeriet sat i bero, og i stedet blev det besluttet at færdigbygge skibet som en langsomtgående krydser beregnet til skoleskib og repræsentation med en hovedarmering på 10 stk. 15 cm kanoner. Som nævnt blev den ombygget og moderniseret 1935-36. Frem til 1939 var den årlig udrustet, - det sidste år i sikringsstyrken. Fra 1941 – 1943 som skoleskib, hvor den aug. 1943 lå ved kaj i Holbæk, og hvorfra man den 29. aug. forgæves forsøgte at nå svensk havn, hvorunder den blev angrebet af tyske fly og alvorlig beskadiget lidt syd for Hundested, hvorefter den blev løbet på grund med åbne bundventiler. Den krigsmæssige udrustning blev ødelagt og skibet gjort klart til sprængning, som imidlertid ikke lykkedes. Tyskerne bjærgede og istandsatte skibet, der frem til 1945 blev anvendt som kadetskib. Den 3. maj 1945 blev skibet i Eckernförde fjord hårdt beskadiget ved et allieret luftangreb og sænket af egen besætning.

 

Med hensyn til de omtalte dispositionsmodeller var det en opgave modelværkstedet var forpligtet til at udføre på bestilling fra konstruktionskontoret, dels i form af helmodeller som Niels Juel, dels i form af vandlinjemodeller eller halvmodeller, som der stadig findes en del af i modelsamlingen. Hel- og vandlinjemodellerne havde til formål at visualisere skibets samlede design og udseende som støtte og hjælp under selve konstruktions-arbejdet, - et formål der f.eks. stadig kendes i arkitektverdenen. Halvmodellerne, normalt kun selve skroget, fastgjort på en plade til ophængning, havde til formål at vurdere skrogets linjer og form, - og da man gik over til jern og stål, at indtegne klædningspladerne (pladerangene), - en arbejdsform der sidst blev anvendt af Orlogsværftet omkring 1959 i forbindelse med bygningen af inspektionsskibet Løvenørn til Fyr- og Vagervæsenet.

Af disse dispositionsmodeller er der åbenbart kun bevaret ganske få. Udover modellen af Niels Juel, er der kun kendskab til en vandlinjemodel i skala 1:50 af det nuværende kongeskib Dannebrog, der formentlig er bygget af modelværkstedet omkring 1930 i forbindelse med skibets bygning. En model der i 2015 ved en ren tilfældighed blev fundet skjult og hengemt i et rengøringsskab på Orlogsmuseet i en temmelig miserabel forfatning, og som i dag opbevares under betryggende forhold hos lauget på Nyholm med henblik på en lejlighedsvis istandsættelse.

 

Modellen af Niels Juel er formentlig tilgået modelsamlingen i forbindelse med flådens udflytning fra Holmen eller ved afviklingen af Flådens materielkommando og overgang til det nuværende FMI. Modellen, der er modelsamlingens eneste model af panserskibet Niels Juel, er tidligst set udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn på et tidspunkt mellem 2005 og 2010, og herfra overflyttet i 2016 til den nuværende udstilling i Tøjhuset.

 

 

Model af linjeskibet Holsten, museal reg. ?, nutidig model.

 Model af linjeskibet Holsten, 1772 – 1801, i skala 1:18, kan efter byggestilen at dømme, muligvis være bygget af Otto Chr. Dørge, Holmens modelværksted. I så fald ville det være naturligt, hvis den var beskrevet i Holcks afhandling fra 1939 om modelsamlingen, hvad den imidlertid ikke er. I betragtning af, at Dørge gik på pension i 1940, og selvom han fik tilladelse til at virke yderligere 2 år frem til 1942, var det alene for at færdiggøre modellen af flådens sidste tredækker, linjeskibet Chr. d. VII, hvilket nærmest udelukker, at han i perioden 1939 – 1942 skulle have bygget denne meget store model af Holsten. En anden mulighed, men desværre rent gætværk, kunne være, at han på et tidligere tidspunkt i sin lange funktionsperiode fra 1900 – 1942 har udført modellen af Holsten, hvor han også byggede omkring 10 kirkeskibe til forskellige kirker, bl.a. til Holmens kirke og Odden kirke. Det er imidlertid en kendsgerning, at modellen ved laugets gennemgang 2012 og 2015 af de udstillede modeller i Orlogsmuseet på Christianshavn kunne konstatere, at modellen i fin stand var udstillet i en montre i ”Gernersalen”, men uden oplysning om modellens bygmester.

 Konstruktør: Fabrikmester F. Krabbe

 Byggested: Nyholm

 Dimensioner: Længde 49,3 m, Bredde 13,4 m, Dybgang 6,1 m

 Fremdrivning: Sejl, 3886 m2

 Besætning: 559

 Armering: 24 stk. 24 p kanoner, 24 stk. 12 p kanoner, 12 stk. 8 p kanoner.

 Deplacement: 1949 tons

 Skibets historie: Sammen med fire søsterskibe blev de alle betegnet som velsejlende skibe, der blev flittig anvendt, bl.a. til konvoj-beskyttelse, hvor Holsten i 1779 ledsagede en konvoj fra Sydafrika til Kbh. Under Slaget på Rheden den 2. april 1801 deltog skibet som blokskib med en besætning på 385 mand. Efter betydelige tab måtte skibet stryge flaget efter flere timers kamp. Det lykkedes englænderne at sætte skibet nødtørftig i stand, så det samme med et par ledsagere kunne sejle til England. Efter en istandsættelse i 1805 blev det udrustet under navnet HMS Nassau. I 1807 ledsagede det de danske skibe englænderne havde ranet i Kbh., og i marts 1808 deltog det i slaget ved Sjællands Odde, hvor det danske linjeskib Prinds Chr. Frederik blev nedkæmpet. I 1810 blev det hospitalsskib og i 1814 solgt til ophugning.

 Med hensyn til modellen, må det alt i alt antages, at den i 2016 har været omfattet af den da gennemførte flytning af modelsamlingen til Tøjhuset (Nationalmuseet), hvor den imidlertid ikke er blevet udstillet. Hvor modellen i dag befinder sig, har det desværre ikke været muligt at fastslå, herunder om der er sket et evt. udokumenteret udlån til en af forsvarets institutioner eller til anden side.

 

 

 

IV

 

 

 

Modeller uden for museets resort, der ikke ses nævnt i museets liste

 

 

Model i skala 1:18 af fregatten FREDERIKSVÆRN, 1783 – 1807, bygget på Holmens modelværksted i 1780`erne som takkelmodel (undervisningsmodel).

 Modellen er bygget som helmodel og fuldrigget. Modellen har i en lang årrække været placeret på Søværnets artilleriskydeskolen på Sjællands Odde, hvor OMBL i 2010 og 2016 har foretaget istandsættelse af rigningen, påsat nye flag og nyt rat. Modellen er placeret i en stor montre og er meget velholdt.

 Modellen hørte fra 1780`erne til på Søkadetakademiet og videre frem til 1940 på Søofficersskolen i Gernersgade. Derefter opmagasineret, inden den i 1950`erne blev udlånt til skolen på Sj. Odde. Som nævnt er den bygget som takkelmodel, og har som sådan været anvendt i sejlskibsperioden til undervisning af kadetter og befalingsmænd i praktisk sømandskab. Sammen med de store tilsvarende takkelmodeller af linjeskibene PRINDS CHRISTIAN FEDERIK og PHØNIX, der i dag er udstillet i fuldrigget stand på udstillingen i Tøjhuset, er de eneste af den form for modeller, der har overlevet Flådens ran i 1807 og de mange efterfølgende års udrensninger og kassationer i modelsamlingen.

 

 

Model i skala 1:36 af dampkanonbåden GRØNSUND, 1873 – 1926, bygget på Holmens modelværksted 1875 af modelbyggemester E. Jørgensen.

 Modellen har siden 2016 været placeret hos OMBL i en montre på 1. sal i den Gl. Arrestbygning på Nyholm, hvortil den blev overgivet fra Forsvarets personelforvaltning, der samme år fraflyttede Nyholm. Året forinden havde OMBL foretaget en fuldstændig istandsættelse af modellens rigning m.m. Modellen er et fornemt stykke modelarbejde og på alle måder perfekt og detaljeret og i øvrigt udstyret med de originale sejl i hørlærred, som stadig fremstår perfekte og uskadte.

 I første omgang har modellen med sikkerhed været udstillet i Modelkammeret på Frederiksholm frem til evakueringen i 1940. Hvor den herefter har været anbragt frem til placeringen hos Forsvarets personelforvaltning, har imidlertid ikke kunne spores.

 

 

Model i skala 1:48 af snaubriggen ECCO, 1765 – 1780, bygget på Holmens model-værksted 1960 af modelbyggemester E. Werge.

 Efter det oplyste har modellen siden færdiggørelsen været placeret i en montre i administrationsbygningen på Flådestation Frederikshavn.

 Modellen er udført som rigget helmodel, hvor skroget er åben i bagbords side, så man kan se spantekonstruktion og indretning med last m.m. Modellen er udmærket, men ikke en af Werges bedste modeller. Modellens nuværende tilstand er ikke speciel god, idet den helt klart trænger til en opfriskning, herunder renovering af riggen og evt. udskiftning af sejlene. Lauget har for et par år siden haft lejlighed til at bese modellen af modeltekniske grunde og i den forbindelse fotograferet modellen til laugets eget brug.

 

Model i skala 1:50 af linjeskibet NORSKE LØVE, 1735 – 1764, bygget 1990 af Svend Ove Pedersen, OMBL.

 Modellen er beskrevet under OMU 042, hvor det fremgår, at den siden 2016 har været placeret i en montre i administrationsbygningen på Flådestation Frederikshavn

 

 

Model i skala 1:36 af kanonbåden WILLEMOES, 1851 – 1933, bygget i kobber omkring 1870 på Holmens modelværksted af modelbyggemester E. Jørgensen.

 Modellen har alene været udstillet i Modelkammeret på Holmen frem til evakueringen i 1940 og derefter magasineret, inden den på et tidspunkt blev udlånt til SOK i Århus. Om den er medtaget til SOK´s nuværende placering i Karup vides ikke.

 Som udført i kobber er den speciel, - formentlig for at vise, at skibet sammen med sine fem søsterskibe, som noget helt nyt var bygget i jern.

 

 

Model i skala 1:50 af minelæggeren LINDORMEN, 1939 – 1970, formentlig bygget omkring 1940 på Holmens modelværksted af modelbyggemester E. Werge.

 Modellen har formentlig kortvarigt været udstillet i Modelkammeret på Holmen frem til evakueringen i 1940 og derefter magasineret, inden den på et tidspunkt er opstillet i en montre i indgangspartiet til drift- og vedligeholdelsesafdelingen på Nyholm.

 Modellen er som generelt gældende for Werges modeller smukt og detaljeret udført med mange fine og veludførte detaljer.

 

 

Model i skala 1:30 af tredækket linjeskib STORE CHRISTIANUS QUINTUS, projekt 1697, bygget 1912 på Holmens modelværksted af modelbyggemester Otto Christian Dørge.

 Modellen er beskrevet under OMU 047, hvor det fremgår, at den er udlånt til FMI i Ballerup, hvor den er placeret i en stor montre i et særligt udstillingsrum.

 Modellen er meget smukt udført med et hav af fine detaljer, og må utvivlsom betegnes som Dørges absolutte mesterværk.

 Modellen var oprindelig udstillet i modelkammeret på Holmen, hvorfra den blev evakueret i 1940 til Frederiksborg Slot, og der udstillet i den store riddersal sammen med de mest markante af modelsamlingens modeller frem til omkring 1950. Herefter magasineret indtil den i 1959 blev en del af Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke, - og senere i 1970erne og 80erne udstillet på Valdemar Slot, inden den kortvarig var udstillet på Orlogsmuseet på Christianshavn og herfra omkring 2000 udlånt til Søværnets Materieltjeneste på Frederiksholm, for endelig omkring 2010, efter en af OMBL gennemført omfattende istandsættelse af rigningen m.m., at blive overført til den nuværende placering hos FMI i Ballerup.

 

 

Model i skala 1:48 af den barkriggede korvet SAGA, 1848 – 1861, bygget 1903 på Holmens modelværksted af modelbyggemester Otto Christian Dørge.

 Modellen er i lighed med alle Dørges øvrige modeller et fornemt og særdeles veludført modelarbejde med meget fine og præcise detaljer.

 Modellen har alene været udstillet i Modelkammeret på Holmen frem til evakueringen i 1940, og derefter magasineret, og formentlig fra omkring 1950 placeret i den særlige udstilling i Bohlendackhuset på Frederiksholm (Søværnets daværende Museums-magasin), hvorfra den i forbindelse med udflytningerne fra Holmen omkring 1990 igen er blevet magasineret og senere udlånt til den nuværende placering ved den Nordatlantiske repræsentations lokaler på US-Navys flådebase i Norfolk, Virginia, USA, hvor den efter det oplyste er i fin stand og placeret i en montre.

 

 

Model i skala 1:40 af linjeskibet DANNEBORG, 1691 – 1710, bygget 2007 – 2010 af OMBL i anledning af 500 året for Flådens fødsel efter rekonstruktion og ledelse af Poul H. Beck.

 Modellen er bygget efter anmodning og ønske fra ”Tøjhusmuseets” daværende direktør og jubilæumskomiteen med henblik på anbringelse i SOK`s daværende bygning i Århus, hvor den blev modtaget ved en festlighed den 28. okt. 2010. Efter kommandoens senere flytning, er modellen i dag placeret yderst præsentabelt i en specielt fremstillet montre i kommandoens indgangsfoyer i Karup sammen med en til samme lejlighed bygget model af skibets middelspant.

 Modellen er bygget på grundlag af et omfattende rekonstruktionsarbejde på basis af det i RA bevarede beskedne originale tegningsmateriale, registerbøger og regnskaber, der beskriver rigning, udrustning m.m., samt certer med de mange nødvendige mål til opslag af spanter og linjer. Et samlet materiale der har været forudsætningen for udarbejdelse af egentlige linietegninger og spanterids, der afslutningsvis er sammenholdt med den af Niels Probst udforskede viden om 1600-tallets geometriske konstruktions-metoder i form af sinuskurver og cirkelslag til fastlæggelse af skrogets langskibs- og tværgående form.                                                                                                                                  

 Modellen har været udlånt to gange, første gang til Orlogsmuseets særudstilling i 2014 om den Dansk-Norske flåde frem til 1814, og anden gang til en stort anlagt model-udstilling på Fregatten Jylland-museet i Ebeltoft i 2018 – 19.

 

 

Model i skala 1:63 af fregatten PEDER SKRAM, 1965 – 1990, er omtalt under OMU 197, hvor det fremgår, at modellen er bygget 2014 – 16 af Flemming Pedersen og Poul H. Beck, OMBL, til permanent opstilling i introduktionsrummet på museumsskibet Peder Skram på Nyholm.

 

 

 

V

 

 

 

Oversigt over helt eller delvis færdige modeller udført af laugets medlemmer beregnet til Orlogsmuseet.

 

Model af korvetten Triton, 1955 – 1981, i skala 1:50, færdigbygget 2021 af Jan Vermund, OMBL, til Orlogsmuseet.

Modellen er bygget på baggrund af en tidligere aftale med Orlogsmuseet, og udført i overensstemmelse med det originale tegningsmateriale, og med den udformning og armering skibet sammen med sine tre søsterskibe fik i årene efter en omfattende ombygning på Orlogsværftet 1959 – 61.

 Konstruktør: C. Navali, Taranto, Italien

 Byggested: C. Navali, Taranto, Italien

 Dimensioner: Længde 76,1 m, Bredde 9,6 m, Dybgang 2,5 m

 Fremdrivning: 2 stk. Ansaldo dieselmotorer, 4330 hk, 2 skruer, 20 knob

 Besætning: 108

 Armering: 2 stk. 76 mm kanoner, 1 stk. 40 mm kanon, 2 stk. Hedgehog affutager, og ramper og morterer til dybdebomber.

 Deplacement: 779,6 tons

 Skibets historie: Sammen med sin tre søsterskibe, var det sammen med de samtidig leverede otte nybyggede minestrygere af Sund-klasse den første amerikansk finansieret våbenhjælp til den danske flåde. Korvetterne var i sin udformning meget elegante og italienske, og som det blev udtrykt, udmærkede søskibe, men bedst i stille vejr og derfor ikke særligt velegnede til danske forhold.

Skibene blev alligevel flittig anvendt til farvandsovervågning og fiskeriinspektion ved Færøerne og som deltagere i diverse NATO-øvelser.

Triton udgik sammen med søsterskibet Bellona af flådens tal i 1981 som de to sidste af

klassen, og begge blev kort efter solgt til ophugning i Spanien.

Modellen er midlertidig udlånt og udstillet hos laugets hovedleverandør af materialer og værktøj m.m. i Jyllinge.

 

 

Model af fregatten Rolf Krake, 1941, 1954 – 1962, ex britisk Calpe, i skala 1:48, delvis færdigbygget 2023 af Poul H. Beck, OMBL, til Orlogsmuseet.

 Modellen er bygget på baggrund af en tidligere aftale med Orlogsmuseet, og udført i overensstemmelse med det originale tegningsmateriale, dels engelsk og dels dansk fra Orlogsværftet til belysning af de efter overtagelsen fra England gennemførte ændringer og ombygninger, der blev foretaget på danske private værfter af Rolf Krake og dens to søsterskibe Esbern Snare og Valdemar Sejr.

 Konstruktør: Swan Hunter, England og RN/Admiralitetet

 Byggested: Swan Hunter, England

 Dimensioner: Længde 85,3 m, Bredde 9,6 m, Dybgang 3,4 m

 Fremdrivning: 2 stk. Parson turbiner, 2 stk. vandrørskedler,19000 hk, 2 skruer, 23 knob

 Besætning: 172 (148)

 Armering: 6 stk. 10,2 cm kanoner i 3 dobbeltaffutager, 4 stk. 40 mm kanoner, ramper og morterer til dybdebomber.

 Deplacement: 1253 tons

 Skibets historie: De tre fregatter var lånt i England, og låneaftalen blev fornyet flere gange. De var bygget som eskortejagere af typen HUNT-II, hvoraf der fra 1940-1942 blev bygget 33 enheder og i alt af typerne HUNT I, II, III og IV 86 enheder i perioden 1939 – 1943. De blev flittig anvendt under hele Anden Verdenskrig, dels omkring de britiske øer til konvojbeskyttelse og forsvar mod luftangreb og tyske motortorpedobåde, og i en lang periode i Middelhavet, hvor ikke mindre end 46 enheder var stationeret i 1943. Blandt mange andre spektakulære indsatser kan bl.a. nævnes artilleristøtte ved Dieppe-raidet i 1942, og i Middelhavet som omkringfarende artilleristøtte ved flere af de store landgangsoperationer og på samme måde ved landgangen i Normandiet i 1944.

 Skibene var de første i den danske flåde, der var udrustet med et radarstyret ildledelsesanlæg og udgjorde i deres tid reelt flådens artilleristiske rygrad. En funktion der først fandt sin afløser i slutningen af 1960`erne med fregatterne Peder Skram og Herluf Trolle.

 Skibene blev betegnet som gode og kraftig byggede søskibe, og alsidig anvendt til farvandsovervågning, uddannelse, øvelser og lejlighedsvis fiskeriinspektion ved Færøerne. En særlig opmærksom fik Rolf Krake i 1956, da den blev sendt til Klaksvig på Færøerne med en større gruppe politifolk for at dæmpe gemytternes voldsomme protester omkring en tilspidset sag om den stedlige læge, som retten i Thorshavn havde besluttet at afsætte.

 Rolf Krake og Valdemar Sejr blev udfaset i 1962 og Esbern Snare i 1965. I 1966 blev de tre skibe sat til salg af England og samme år solgt til ophugning i Spanien.

 

 

Model af torpedo-missilbåden Sehested, 1977 – 2000. i skala 1:50, delvis færdigbygget af Niels Buhl, OMBL, som evt. donation til Orlogsmuseet.

 Modellen er udført på grundlag af det originale tegningsmateriale og vil ved færdiggørelsen fremstå med det udseende og udrustning fartøjet havde de sidste år frem til udfasningen i 2000.

 Konstruktør: Søværnets Materielkommando/Frederikshavn Værft

 Byggested: Frederikshavn Værft

 Dimensioner: Længde 46 m, Bredde 7,4 m, Dybgang 2,2 m

 Fremdrivning: 3 stk. Rolls Royce gasturbiner og 2 stk. GM dieselmotorer, 12750 hk,

3 + 2 skruer, 38 knob.

 Besætning: 25

 Armering: 1 stk. 76 mm automatkanon, 2 – 4 stk. 53,3 cm torpedorør, 2 ramper til 4 eller 8 stk. Harpoon-missiler, l stk. Stinger luftmålsmissil-styr, - torpedorørerne kunne evt. erstattes af op til 20 mineudlægningsapparater.

 Deplacement: 220 tons.

 Skibets historie: Sehested var den næstsidste af de i alt 10 byggede enheder af Willemoes-klassen, der ved sin konstruktion og armering markerede et kvantespring i flådens torpedobådsvåben. Udformningen var bl.a. inspireret af den svenske flådes enheder af Spica-klassen og foregik i øvrigt i et tæt samarbejde med det tyske Lürssen. Det blev vurderet, at bådene med deres meget avancerede bevæbning og deres komplicerede elektroniske udstyr, tilførte søværnet en kampkraft, der enhed for enhed modsvarede kampkraften af en krydser under den anden verdenskrig. Til forskel fra de 34 træbyggede motortorpedobåde i forskellige udgaver og variationer, der siden 1950`erne havde udgjort flådens torpedobådsvåben, blev de 10 enheder af Willemoes-klassen bygget i 3 mm specialstål (manganlegeret stål), - en opgave der blev noget af en udfordring for byggeværftet i Frederikshavn, der aldrig havde prøvet noget lignende, men til gengæld endte med at løse opgaven til almindelig tilfredshed.

 Ved forsvarsforliget i 1999 blev det besluttet, at samtlige 10 enheder skulle udgå inden udgangen af år 2000, hvorefter deres opgaver skulle overtages af Standard-Flex 300 fartøjerne. Som sidste enhed udgik Sehested den l. okt. 2000 og er i dag bevaret som museumsskib og placeret ved og på Nyholm sammen med fregatten Peder Skram og ubåden Sælen.

 

 

Model af torpedobåden Glenten, 1932 - 1941, i skala 1:50, delvis færdigbygget 2023 af Poul H. Beck, OMBL, som evt. donation til Orlogsmuseet.

 Modellen er udført på grundlag af det originale tegningsmateriale og vil ved færdiggørelsen fremstå med det udseende og udrustning fartøjet havde frem til umiddelbart før udbruddet af Anden Verdenskrig i 1939.

 Konstruktør: Orlogsværftet

 Byggested: Orlogsværftet

 Dimensioner: Længde 60,6 m, Bredde 6,0 m, Dybgang 2,3 m

 Fremdrivning: 2 stk. dampturbiner, 2 kedler, 6000 hk, 2 skruer, 28 knob:

 Besætning: 52

 Armering: 2 stk. 87 mm K, 1 stk. 2x20 mm kanon, 2 stk. 8 mm rekylgevær, 4 stk. 45 cm torpedorør på dæk og 2 stk. 45 cm stævntorpedorør.

 Deplacement: 290 tons

 Skibets historie: Glenten var den fjerde enhed af Dragen/Glente-klassens 6 enheder, der 1929 – 1934 blev bygget som afløsere for 19 enheder, der var bygget umiddelbart før og under første verdenskrig, og frem til 1935 blev udfaset eller opklassificeret til bl.a. minestrygere og patruljebåde.

 De seks bådes tilblivelse var meget omdiskuteret, da man på det tidspunkt i alle andre landes flådestyrker havde udviklet torpedobåden til jagere og destroyere på omkring 1000 tons eller mere, og dels mindre og meget hurtigsejlende motortorpedobåde, i alle tilfælde med hastigheder et godt stykke over 30 knob, og udelukkende udrustet med 53 cm torpedoer.

 Frem til 1940 blev de seks både flittig anvendt til uddannelse og farvandsovervågning. Bl.a. var Glenten april 1940 stationeret i Store Bælt, hvor den med den daværende orlogskaptajn Quistgaard som chef, var nærmeste vidne til de tyske flådestyrkers gennemsejling natten mellem den 8. og 9. april på vej mod Norge, hvorunder Glenten måtte bjærge en besætning fra en minesprængt tysk minestryger, der meget bestemt og effektivt blev nægtet at tage deres våben med ombord på Glenten.

 Efter den tyske besættelse 9. april 1940 blev de seks både oplagt. I januar 1941 krævede

tyskerne bådene udleveret. Efter voldsomme protester og langvarige forhandlinger, blev de uden våben og anden form for militært udstyr udleveret til tyskerne. I Tyskland blev de ombygget til Torpedofangboote og anvendt ved uddannelse af de tyske ubådsbesætninger. De overlevede uskadte krigen, men den 14. maj 45 gik Dragen tabt i tysk havn ved en mineeksplosion, og den 14. juni 45 blev de fem andre både svært beskadiget i Flensborg havn ved en voldsom ammunitionseksplosion. Fra Flensborg lykkedes det at bjærge fire af bådene og slæbe dem til Kbh., hvor man måtte konstatere, at de ikke med rimelighed kunne istandsættes. I perioden 1949/50 blev de solgt til ophugning.

 

 

Model af kongebåden Svanen, depeche- og forsyningsskib, 1765 - 1789, i skala 1:36, delvis færdigbygget 2023 af Poul H. Beck, OMBL, som evt. donation til Orlogsmuseet.

 Modellen er udført ud fra det beskedne og beskadigede originale tegningsmateriale fra RA, der har udgjort grundlaget for udarbejdelse af et detaljeret tegningsmateriale af skrogets konstruktion, indretning, rigning og sejlføring. Ved færdiggørelsen vil modellen fremstå fuldt rigget og med åben styrbords side med mulighed for at betragte skrogets hele konstruktion, indretning og last.

 Konstruktør: Fabrikmester F.M. Krabbe

 Byggested: Gammelholm, Kbh.

 Dimensioner: Længde 17,3 m, Bredde 5,3 m, Dybgang 2,1 m

 Fremdrivning: Sejl, - en mast m. gaffelsejl, stagsejl og et enkelt råsejl

 Besætning: 24

 Armering: 4 stk. 3 punds K, 6 stk. 4 punds haubitzere

 Deplacement: 83 tons

 Skibets historie: Bl.a. anvendt som vagtskib på Kbh.s rhed og til at sejle depecher til Norge. Fartøjet er et typisk eksempel på flådens småskibe, der blev anvendt til sejlads med depecher og forsyninger til flådens større skibe, der f.eks. i en krigs- eller skærpet situation kunne være mere eller mindre fast stationeret i Østersøen og bælterne. Det var åbenlyst, at man fandt dem velegnede som vagtskibe og til alm. farvandsovervågning. Tilsvarende fartøjer fandtes med samme formål både i Royal Navy, og i den franske og hollandske flåde.

 

 

 

VI

 

Oversigt over skiltningen af de af lauget byggede og udstillede modeller.

 

Oversigten er en mindre del af et omfattende materiale fra 2012 og 2016 om formidling og skiltning udarbejdet af lauget, bl.a. inspireret af besøg på tilsvarende museer i England og Holland. Materialet indeholder dels en gennemgang af den samlede skiltning før og efter flytningen til Tøjhuset, og dels en række forslag til forbedring og udbygning af information/formidlingen omkring udstillingens modeller, dioramaer og øvrige objekter, herunder forslag til visualisering af størrelsesforhold m.m. Et materiale der desværre ikke hidtil har givet museet anledning til nogen form for bemærkninger, aktiviteter, ændringer, eller justeringer af skiltningen, - men såfremt det i dag måtte have museets interesse, kan stilles til rådighed i fuldt omfang.

 

Som nævnt, er der her kun medtaget en mindre del af oversigten, der alene omhandler gennemgangen af den nuværende skiltning ved de af lauget byggede og udstillede modeller i Tøjhuset. Foruden modelbyggernes navne er det i den forbindelse et stort ønske, at der på skiltningen også anføres laugets navn eller laugets logo.

 

 

Linjeskibet NORSKE LØVE 1765 – 98 i skala 1:48 af Svend O. Petersen, OMBL

- Fejlagtig betegnet som hobbymodel, - se i øvrigt omtalen af modellen i afsnit II

 

Diorama af Slaget i Øresund 29. okt. 1658 bygget 1996 i skala 1:1800 af Emanuel Bassols, OMBL

- Mangler navn, - se i øvrigt omtalen af modellen i afsnit II

 

Diorama af Slaget i Køge Bugt 1. juli 1677 bygget 1993 i skala 1:1800 af Emanuel Bassols, OMBL

- Mangler navn, - se i øvrigt omtalen af modellen i afsnit II

 

Hovedskibet MARIA 1512-15 bygget 2004 i skala 1:36 af Peter Maack, OMBL

- OK, - se i øvrigt omtalen af modellen i afsnit II

 

Huggerten AMAGER 1760 – 80 bygget 1989 i skala 1:30 af Peter Maack. OMBL.

- OK.

 

Linjeskibet FREDERICUS QUARTUS 1699 – 1732 bygget 1985 i skala 1:48 af Svend O. Pedersen, OMBL.

- Mangler navn, - se i øvrigt omtalen af modellen i afsnit II

 

Fregatten HVIDE ØRN 1715 bygget 1984 i skala 1:48 af Peter Maack, OMBL.

- OK.

Fregatten HVIDE ØRN 1798 – 99 bygget 2003 i skala 1:36 af Peter Maack, OMBL.

- OK.

 

Linjeskibet PRINDS CHRISTIAN FREDERIK 1803 – 08 bygget 2007 i skala 1:48 af Finn L. Knudsen og Poul H. Beck, OMBL.

- Markeret med OMBL, men mangler navne

 

Diorama af Gammelholm 1760 bygget 1990 i skala 1:250 af Henning Strarup, OMBL.

- Mangler navn, - se i øvrigt omtalen af modellen i afsnit II

 

Diorama af Slaget på Reden 2. april 1801 bygget 1989 i skala 1:1800 af Emanuel Bassols, OMBL.

- OK, - se i øvrigt omtalen af modellen i afsnit II

 

Briggen SEALARK 1810 bygget 1986 i skala 1:48 af Peter Maack. OMBL.

- Mangler navn.

 

Diorama af Kampen ved Dragør 1808 bygget 1997 i skala 1:200 af Per Jessen m.fl., OMBL.

- OK, - se i øvrigt omtalen af modellen i afsnit II

 

Briggen ØRNEN 1840 bygget 1999 i skala 1:30 af Peter Maack, OMBL.

- OK.

 

Vagtskonnerten DELFINEN 1827 bygget 2000 i skala 1:30 af Peter Maack, OMBL.

- OK.

 

Panserkorvetten DANNEBROG 1863 – 97 bygget 1997 i skala 1:50 af Michael Prætorius, OMBL.

- OK.

 

Panserskibet HELGOLAND 1878 – 1907 bygget 1996 i skala 1:96 af Jørgen Østergaard, OMBL.

- OK.

 

Panserskibet IVER HUITFELDT 1885 – 1907 bygget 1990 i skala 1:48 af Kim Kanstrup, OMBL

- OK.

 

Panserskibet SKJOLD 1896 – 1918 bygget 1994 i skala 1:48 af Michael Prætorius,

OMBL. - OK.

Diorama af HOLMEN 1968 bygget 2006 i skala 1:250 af Poul H. Beck, Palle Rosen-vold, Lars Beierholm, Gert G. Andersen m.fl. OMBL

- Mangler navne og OMBL, - se i øvrigt omtalen af modellen i afsnit II.

 

Korvetten OLFERT FISCHER 1980 – 2010 bygget 1999 i skala 1:50 af Kim Kanstrup, OMBL

- Fejlagtigt Kim Kanstruk.

 

Minestrygeren MOSVIG 1962 – 1973 bygget i skala 1:33 af Jørgen Risum, OMBL. - Model ikke udstillet på Tøjhuset.

 

Ubåden KRONBORG 2001 – 2004 bygget 2004 i skala 1:50 af Poul H. Beck, OMBL.

- Mangler navn, - se i øvrigt omtalen af modellen i afsnit II.

 

Ubåden DELFINEN 1961 – 1983 bygget 2001 i skala 1:50 af Poul H. Beck, OMBL.

- Mangler navn, - se i øvrigt omtalen af modellen i afsnit II

 

Fregatten BORNHOLM 1774 –1797 bygget 1998 i skala 1:36 af Peter Maack, OMBL. - OK.

 

Orlogsskibet FIDES 1612 – 1644 bygget 2001 i skala 1:30 af Peter Maack, OMBL. -OK, - se i øvrigt omtalen af modellen i afsnit II

 

 

Linjeskibet PRINDS CHR. FREDERIK, Udsnit af kanondæk med figurgrupper, bygget 2010 i skala 1:10 af Poul H. Beck m.fl., OMBL.

- OK.

 

 

VII

 

 

Anvendt dokumentationsmateriale

 

Generel oversigt

 

”Dansk Marinehistorisk Bibliografi 1500 – 1975”, Hans Chr. Bjerg, Marinehistorisk Selskab skrift nr. 12, Akademisk Forlag 1975, ISBN 87 500 1600 8

 

 

Om Orlogsmuseet

 

Afhandling over ”Den historiske modelsamling på Holmen”, orlogskaptajn P. Holck, Holmen, juni 1939.

 

”Den historiske modelsamling på Holmen”, vejledende katalog over samlingens skibsmodeller, orlogskaptajn P. Holck, Flådestationen, Kbh. 1939.

 

”Katalog over den historiske modelsamling på Holmen 1893”, B.W. Jordening.

 

”Orlogsmuseet”, kommandørkaptajn R. Steen Steensen, Marinehistorisk Selskab skrift nr. 6, Munksgaards forlag 1961.

 

 

Om skibsmodeller og dioramaer.

 

”Tidsskrift for Søvæsen, nr. 3-4-2019”, art. om Den dansk-norske flåde 1790 og art. om Holmens kirkes kirkeskib og tilsvarende modeller ved Orlogsmuseet og i USA, - Massachusetts Institute of Technology, Hans Chr. Bjerg, Søe-lieunant-selskabet 2019, ISBN 0040-7186

 

”Tidsskrift for Søvæsen, nr. 3-4-2002”, art. om model af ubåden Delfinen, Søe-lieunant-selskabet 2002, ISBN 0040-7186.

 

”Marinehistorisk Tidsskrift, nr. 4-1986”, art. om nye modeller til Orlogsmuseet, Ole Ventegodt.

 

”Model Shipwright, The international quarterly journal for ship modelmakers”, div. årgange og opslag. Samtlige årgange og nr. findes i Laugets bibliotek.

 

”Das Logbuch, Zeitsehrift für Schiffbaugeshichte und Schiffsmodellbau”, div. årgange og opslag. Mange årgange og nr. findes i Laugets bibliotek.

 

 

Om orlogsflådens skibe.

 

”Orlogsflådens skibe gennem 500 år, bind 1, 2 og 3.”, Henrik Christiansen, redaktion: Hans Chr. Bjerg. Statens Forsvarshistoriske Museum 2010, ISBN 978-87-89022-78-5.

 

”Danske Orlogsskibe 1690 – 1860, bind 1 og 2”, Hans Chr. Bjerg/John Erichsen, Lademanns Forlag 1980, ISBN 87-15-06956-7.

 

”Danske Orlogsskibe (omkring 1979)”, Niels Jensen, Clausen Bøger/Aschehoug, Kbh. 1979, ISBN 87-11-03902-7

 

”Vore Panserskibe 1863 – 1943”, R. Steen Steensen, Marinehistorisk Selskab skrift nr. 10, Strubes forlag 1968.

 

”Vore Krydsere”, R. Steen Steensen, Marinehistorisk Selskab skrift nr. 11, Strubes forlag 1971.

 

”Vore Torpedobåde gennem 75 år”, R. Steen Steensen, Marinehistorisk Selskab skrift nr. 2, Munksgaards forlag 1953.

 

”Vore Undervandsbåde gennem 50 år, 1909 – 1959”, R. Steen Steensen, Marinehistorisk Selskab skrift nr. 5, Munksgaards forlag 1960.

 

”Ubåde gennem 75 år, 1909 – 84”, Hans Chr. Bjerg, Hans Chr. Dahlerup Koch, P.B. Nielsen, Forlaget Forum 1984.

 

”Danske u-både, 1909 – 2004”, Søren Nørby, Forsvarshistoriske skrifter nr. 1, Statens Forsvarshistoriske Museum, Kbh. 2005, ISBN 87-89022-44-0.

 

”Torpedobåde gennem 100 år”, Hans Garde og Hans Chr. Bjerg, Marinehistorisk Selskab skrift nr. 15, 1979.

 

”Linieskibet Holsten 1772 – 1814”, Marinehistorisk Selskab skrift nr. 21, 1988, Ole L. Frantzen, Hans Chr. Bjerg, Ole Feldbæk, Birger Thomsen, Ole Ventegodt, M. Winge, ISBN 87-87720-07-8.

 

”The Sailing Navy List: All the Ships of the RN, built, purchased and captured, 1688 -1860, David Lyon, Conway Maritime Press.

 

”Man`o war, nr. 4, Hunt class escort destroyers” Alan Raven and John Roberts, Arms and Armour Press London, 1980, ISBN 0-85368-263-8.

 

”Navies and Nations 1500 – 1860”, Jan Glete, Stockholm 1993.

 

 

Om skibskonstruktion og skibsbygning

 

”Maritim kontakt nr. 16”, Niels Probst om nordeuropæisk spanteopslagning i 1500- og 1600-tallet, Kontaktudvalget for dansk maritim historie- og samfundsforskning, Kbh. 1993, ISBN 87-87947-36-6.

 

”Tidsskrift for Søvæsen nr. 1 – 2019”, Ida Christine Jørgensen om Søetatens konstruktionskommision og dens betydning for Flådens skibsbyggeri 1739 – 1807, Søe-lieunant-selskabet 2019, ISBN 0040-7186.

 

”F.C.H. Hohlenberg, Flådens fabrikmester 1796 – 1803”, Jeppe Bjørn Høj, Marinehistoriske skrifter, Orlogsmuseet 2003, ISBN 87-87720-15-9.

 

”F. H. Chapman”, Daniel G. Harris, Conway Maritime Press, London 1989.

 

”Architectura Navalis Mercatoria, Chapmann 1768”, A Facsimile of the classic Eighteenth Century Treatise on Shipbuilding, Adlard Coles Ltd, London 1973.

 

 

Om dansk søartilleri

 

”Dansk Søartilleri 1400 – 2000, en oversigt”, Ole L. Frantzen, Michael H. Mortensen, Niels Probst og Sven E. Thiede, Tøjhusmuseet 1999, ISBN 87-89022-29-7.

 

”Den Danske Flådes Artilleriarmering 1860 – 1943 bind I og II”, admiral Sven Eigil Thi-ede, Tøjhusmuseet 2005.

 

 

Om Orlogsværftet og Holmen

 

”Skibbygning og Maskinvæsen ved Orlogsværftet 1692 – 1942, med skibslister, 250 års jubilæumsskrift 1942”, redaktion underdirektør v. Orlogsværftet V.H. Nøring.

 

”Holmen, Orlogsværftet, flådebasen, en ny bydel”, Bernt Kure, Høst og Søn, Kbh. 2005,

ISBN 87-14-29925-9.

 

 

Om flådens historie m.m.

 

”Efterretninger om den danske og norske Sømagts historie 1535 – 1700 og 1700 – 1814”, H.G. Garde.

 

”Den danske Marine 1814 – 1848”, J. H. Schultz.

 

”Flåden gennem 450 år”, Martins forlag, Kbh. 1961, redaktion R. Steen Steensen, G. Honnens de Lichtenberg, M. Friis Møller.

 

”Flåden, administration, teknik og civile opgaver”, Martins forlag, Kbh. 1962, redaktion K.G. Konradsen, Honnens de Lichtenberg, M. Friis Møller.

 

”Niels Juel, Vor største flådefører”, Niels M. Probst, Forsvarshistoriske skrifter nr. 2, Statens Forsvarshistoriske Museum, Kbh. 2005, ISBN 87-14-29925-9.

 

”Flådens Ran 1807”, Rolf Scheen, Gyldendal, Nordisk Forlag, Kbh. 2007, ISBN 978-87-02-05841-3.

 

 

Utrykte kilder, notater og arkivalier

 

Nu afdøde ”Niels Probst omfattende notater og arkivmateriale om 1500- og 1600-tallets danske orlogsskibe”, baseret på mange års forskning i RA,s arkiver., overdraget 2020 til OMBL, hvor det opbevares i laugets bibliotek på Nyholm.

 

OMBL,s notater, tegninger og beskrivelser vedr. de af lauget og dets medlemmer byggede modeller og dioramaer fra 1960`erne – 2023. Opbevares i laugets arkiv og bibli-otek på Nyholm.