Historien

Julenat 1811 forliste de to britiske linjeskibe HMS Defence og HMS St. George ud for Thorsminde på Vestkysten, og omkring 1.400 mænd, kvinder og børn omkom, mens kun 17 overlevede.

Det britiske orlogsskib HMS Defence var et 74-kanoners linjeskib af Arrogant-klassen med en længde på 51 m, bredde på 14 m og dybgang på 7 m. Besætningen var normalt på 680 mænd og drenge. Skibsklassen bestod af 12 linjeskibe og var en underklasse af Bellona-klassen. Tilsammen blev det til mere end 40 næsten ens linjeskibe med afsæt i Bellona. Defence blev bygget på The Royal Dockyard i Plymouth, hvorfra det blev søsat 31. marts 1763.

Defence var et såkaldt 3.-rangs skib, men med kun 74 kanoner fordelt på 3 dæk  kunne det ikke være styrkens admiralsskib. Det måtte være det større linjeskib HMS St. George, der med 98 kanoner på 4 dæk, var et 2.-rangs skib.

Flådestyrken var på vej hjem fra operationer i Østersøen. Defence skulle hjælpe St. George, fordi dette kun havde et midlertidigt mindre ror, som

erstatning for det originale ror, der var mistet ved Rødsand syd for Lolland i en efterårsstorm et par måneder tidligere. Roret blev senere genfundet, og er nu udstillet på Strandingsmuseet.

St. George var ikke nogen god sejler, og med det midlertidige mindre ror gik det helt galt i den nordvestlige december-orkan på vej ud fra Skagerrak. Defence havde en trosse til St. George og forsøgte at holde St. George fri af kysten, men trossen sprang, og begge skibe kom ind på så grundt vand, at det var umuligt at vende om, og begge skibe forliste.

Defence var, i modsætning til St. George, en rigtig god sejler, nok den vigtigste grund til, at Defence stadig var i aktiv tjeneste hele 48 år efter søsætningen. Det var faktisk det ældste eller næstældste operative linjeskib i den engelske flåde. En mere normal aktiv periode for et træskib på det tidspunkt var ca. 20 år, når det gik højt. Defence kunne derfor godt have undgået katastrofen, ligesom de øvrige skibe i eskadren.

Modellen

Modellen er en u-rigget, fuldt udrustet og indrettet halvmodel af Defence i skala 1:48. Det er samme skala som modellen af St. George, men fysisk meget mindre, da master og bovspryd kun er vist som set indefra skroget. Modellen får en længde på 124 cm, en bredde på 28,8 cm og en højde på 42,8 cm.

Modellen viser bagbords halvdel af skibet og den udvendige side ender som en traditionel skibsmodel, mens den indvendige (styrbords) side er helt åben og giver beskueren mulighed for at se linjeskibets indre med dæk, indretning, scenarier og figurgrupper.

Modellen udføres så skibets indre og dets konstruktive elementer, dvs. køl, stævntømmer, knæ, bjælker og spanternes indbyrdes placering vises. Dækkene vil få forskellig bredde for at sikre, at de ikke dækker for hinanden.

Blandt de mange scenarier kan nævnes betjening af roret, optagning af daglig-ankeret, vask og stuvning af ankertovet, betjening af pumperne, ladning og affyring af kanoner, arbejdet i krudtkammeret, køjer med sovende søfolk, kabysarbejde og skafning, skuring af dæk, lastning af forsyninger til hulskibet, strategimøde i kaptajnskahytten, udlevering af dagens grog, amputation af et ben, bisætning af sømand indsyet i køje, en mand på tønden, en kumpan i bøjen og et antal krudt-aber på vej med krudt og kugler. Figurerne vil have en højde på ca. 35 mm, være iklædt korrekt tøj og bemalet med relevante farver.

Udover den indvendige svage belysning vil der være spotbelysning på udvalgte scenarier

Herover. Brian Fatum  viser kabyssen, som er ved at være færdig.

Til venstre ses holdet med Defence-modellen på Holmen tirsdag den 14. oktober. Fra venstre ses Niels Buhl, ankermand Steen Christoffersen, Ejlif Møller, Ole Max Rank, Steffen Pedersen, Erik Møller og yderst til højre Henrik Pedersen.

Bygge-processen

Det er første gang, vi bygger en halv-model, så vi måtte tænke nyt:

Byggeriet udføres af en gruppe modelbyggere på 6-8, der regelmæssigt kommer i Arresten og har mulighed for også at arbejde hjemme. Hver har fået sine opgave bl.a. med diverse scenarier, komponenter eller indretninger.

Vi startede med at lave en ”vugge” som vi kalder en ”antispant-model. De halve antispanter blev så fikseret i de rette positioner, så de dannede skibet set indefra og kunne give modtryk til spanteopbygningen. Den blev lavet ud fra den originale tegning optegnet i 3-D og tillagt yderklædningens tykkelse på 2 mm. I denne vugge blev yderklædningen af 2 mm tykke lindeplanker sat på med små stifter (som senere skal proppes udefra) og limet sammen kant mod kant uden at fæstnes til vuggen. Bredden af plankerne er tilpasset, så de synlige planker har de korrekte dimensioner i forhold til virkeligheden. Samtidigt med montagen blev kanonporte og døre udskåret på rette steder for at sikre korrekt afstand i forhold til dækkene.

Det viste sig, at udprintning af spanterne fra 3-D modellen ikke var præcis nok til at kunne bruges direkte som modeller for træ-udgaven, så et møjsommeligt arbejde begyndte med at tilrette papirudgaver af de enkelte spanter, som blev klæbet på træ af passende tykkelse og savet og slebet i form og tilpasset indersiden. Der er jo både en agterside og en bovside af hvert spant, da skibssiden er skrå, mens spanterne for de flestes vedkommende er vinkelrette på kølen. Derudover var det en udfordring at vise flere detaljer af konstruktionen. F.eks. er der 152 spanter, som hver er sat sammen af 3 stykker på modellen – i virkelighedens verden var de samlet af 5 - 6 stykker: Bundstokken, 1., 2., 3. og 4. oplænger og øverst hængeren.

Det ville dog ikke blive synligt på modellen, så der snød vi, men delte alligevel spanterne i 3 stykker for at undgå at komme på tværs af træet årer, og derved miste styrke.

Særligt hækpartiets konstruktion var vanskelig. Det viste sig snart, at informationerne i tegningen var meget sparsomme, når det drejer sig om konstruktionen. Flere ting på tegningen kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Men det var nok dengang som nu, at folkene på værftet bare rystede på hovedet og gjorde som de plejede.

Derefter blev de 152 spanter limet på indersiden, kanonportenes over- og underkant (bøssebænken) indsat og glattet ud. Dette var helt nyt og frygtet, da vi jo ikke har meget værktøj til at bearbejde konkave emner, men det viste sig, at små violinhøvle var særdeles velegnede til arbejdet.

Herefter blev inderklædningen tildannet i lindetræ, limet på spanterne og fæstnet med små stifter, hvis huller siden er blevet proppet.

Inderklædningen bliver jo synlig på den færdige model, så den har fået de rigtige dimensioner og antal ’range’ - som antallet af ’bord’ (planker) kaldes.

Inderklædningens varierende tykkelse gjorde tilvirkningen af den indvendige forstærkning ret besværlig. Forstærkningen består af meget kraftigt tømmer 8,5 x 8,5 mm fordelt på Floor Riders i bunden samt 1. og 2. Foothooks op ad siderne i hulskibet (lasten) og op på det nederste dæk, banjerdækket. De skulle jo tilpasses den varierende bord-tykkelse.

Derudover er der indsat diverse brystninger i boven og såkaldte ’transoms’ på tværs af kølen, dels for at stive kølen af og dels for at fungere som dæksbjælker i bov og hæk.

Dæk-transoms blev forlænget ud over midten af skibet for at kunne montere en liste langs midten af skibet, som skal bære dæksbjælkerne under montagen af dækket, inden dæksplankerne bliver monteret og stolper bliver indsat under en del af bjælkerne. Når først dækket er intakt er det selvbærende.

  På nuværende tidspunkt

På nuværende tidspunkt er vi nået til at tøjre enderne af skibet ved at forbinde dæk-transoms til Upper deck og kanondækket med stivere, så skibet bliver en slags kasse, der ikke kan slå sig, når det tages ud af vuggen.

Inden modellen tages ud af vuggen, skal den fores med en tynd plastfolie og udfyldes med polyuretan-skum, så den kan ligge med ydersiden op på arbejdsbordet.

Inden bemalingen skal overbygningen færdiggøres. Kanonportene og dørene til sidegallerierne skal justeres og finpudses, rælingen skal færdiggøres, medens sidegallerierne først bliver tilføjet senere.

Det forreste skot på Upper deck kan først påsættes, når dækket er monteret. Herefter skal skroget under vandlinjen slibes og males, medens skroget over vandlinjen skal proppes i sømhullerne og forsynes med barkholter, som er en fortykkelse af nogle af bordene. Det er forhåbentligt ikke nødvendigt at efterbehandle plankerne væsentligt, da det er vores håb, at de skal fremstå som de gjorde i virkeligheden. Dette kræver også at skibet bliver sprøjtemalet, for at undgå at nåderne mellem plankerne bliver udfyldt med maling. Herefter skal det kobberforhudes under vandlinjen, hvilket vi havde stor succes med på St. George.

Inden dæksplankerne bliver monteret, skal lys og ledninger indlægges i bjælkerne, så de enkelte scenarier kan blive belyst. Ledningerne bliver ført til masterne (som er hule) via dæks-bjælker, ’carlings’ og ’ledges’, som er tværgående forstærkninger mellem bjælkerne. Ledningerne føres ned gennem masterne til plinten, hvorpå skibet skal stå, og hvori styre-elektronikken senere bliver installeret.